Socialt dansenetværk sætter fut i fejemøget

Dansefeberen har ramt det meste af den vestlige verden. Folk sidder klinet til skærmen, når kendte giver den som Stampe og Bambi på isen, eller de udlever selv deres indre dansedrøm på landets danseskoler. Sådan en strømning går jo ikke internettet forbi, og snart er der åbningsbal for et nyt socialt netværk, som sætter dansen i centrum.
Det er intet ringere end senfirsernes dansegud MC Hammer (ham du ikke kan røre), som sammen med Geoffrey Arone, manden bag den sociale netværksbrowser Flock, der snart lancerer tjenesten DanceJam.
Udover at være et traditionelt socialt netværk i vanlig MySpace og Facebook stil, udmærker DanceJam sig ved at være bygget op omkring dans. Brugere kan uploade videoer af dem selv i færd med at revolutionere dans, som vi kender det, og det normale statiske profilbillede kan her udskiftes med et lille video-loop.
Man kan naturligvis stemme på de enkelte videoer og således finde frem til de bedste dansere, ligesom deciderede konkurrencer vil finde sted, hvor videoinstruktører kan “caste” dansere til deres næste musikvideo. Det er muligt at afspille videoerne i slowmotion, så man bedre kan aflure tricks og “dansemoves”, og der vil også være en lang række tutorials – bl.a. af Hammeren selv.
Er man helt blank, er alle danse naturligvis kategoriseret og forklaret, så man fx kan få en indføring i to af de hotteste danse i øjeblikket “Aunt Jackie” og “Techtonik”. DanceJam er dog ikke kun for moderne, urbane danse, selvom de nok vil være fremherskende. Håbet er at være et samlingssted for alle dansende, uanset om det foregår i hængerøv, kjole og hvidt eller i gamacher og på tå.
Det vil være nærliggende at kalde det for Dans 2.0, men vi forfalder ikke til billige buzzwords… DanceJam er indtil videre kun for inviterede og intet ord om, hvornår hele offentligheden lukkes indenfor i den virtuelle dansesal. Husk dog blot, at dem, der danser, er dem, som ikke har råd til at stå i baren!
Opildnet af dansefeberen har vi lagt en fantastisk video ud, der fører dig igennem nyere tids dansehistorie – i øvrigt en af de mest sete videoer på Youtube overhovedet! Se den efter klippet.



Siden sidst på LabConfidential