Er pointen med en grill ikke netop forkullet mad?
Nu er det gode sommervejr formentligt forsvundet for i år, men mens det stod på, var haver, baggårde og parker fyldt med grillende mennesker, som havde slæbt alt fra engangsgrill til moderne Jan Glæsel-godkendte Weber-griller med sig. Men fælles for grilloplevelsen – om man griller ringridderpølser eller citronmarineret laks, er at nyde maden i det fri og smagen af kul – jo sortere jo bedre!
Men sådan skal det ikke være, hvis det står til koreanske Wellbas. Deres linje af elektriske luksusgriller får en Weber-gill til at minde om et fyrfadslys samtidig med, at de lover både saftigere og sundere bøffer.
Hemmeligheden er en vandkølet grill, hvor der inde i risten løber vand, som holder temperaturen nede og maden brankefrit. Risten er en del af et lukket system, hvor en cirkulationspumpe og varmeveksler sørger for, at vandet er nedkølet og i konstant cirkulation.
Fordelen ved den komplicerede grill er angiveligt, at maden ikke brankes, hvilket vi alle ved kan være kræftfremkaldende, og samtidig tillader det ikke-forkullede kød mere fedt at fordampe. Altså sundere og mere velsmagende mad – men svarer det ikke blot til at grille ved lavere temperatur? Det er jo lidt et paradoks, at man først bruger energi på at varme en grill op – for samtidig at bruge mere energi på at køle den ned.
Men det lyder selvfølgelig smart, og teknologien er også patenteret. Ikke nogle bekræftede priser, men sandsynligvis så dyr, at du aldrig nogensinde kunne drømme om at anskaffe en! Ringriddere skal også helst være lidt brankede…
Illustration efter klippet.



Siden sidst på LabConfidential