Vurder selv om du går glip af noget ved ikke at være i Hannover
Cebit messen i Hannover, som afvikles lige nu (4-9. marts), er stadig verdens ubestridt største it-messe med over 5800 udstillere, der dækker mere end 241.000 kvm. Men messen har i de senere år været inde i lidt af en identitetskrise, idet man gerne vil satse mere på forretnings-it, men samtidig har svært ved at slippe forbrugerelektronikken. Det afspejles i denne lille opsamling, hvor vi giver dig det mest interessante fra Cebit – plus et enkelt vildskud.
Simtrix Swiftpoint
Hvordan vi mennesker rent fysisk interagerer med computeren, udvikles der intensivt i, og hele feltet kaldes for HCI (Human Computer Interaction) eller MMI (Menneske Maskine Interaktion). Man har nemlig længe været klar over, at den traditionelle mus ikke er optimal, men dens oplagte afløser lader vente på sig.
New Zealandske Simtrix præsenterer sit bud på en nytænkning af den lille gnaver med de to pegeredskaber Swiftpoint Slider og TriPed. De ligner mest af alt noget, der er faldet af RoboCop, men de er designet som pointer til henholdvis bærbare computere og touchscreens.
Især Slideren virker interessant, da den løser et almindeligt problem med manglende bordplads til en mus, når man arbejder på sin bærbare. I stedet bruger man computeren som musemåtte, når man med tommelfingeren flytter slideren hen over tastaturet. Det lyder mistænksomt, men se videoen – det ser ud til at glide meget godt.
Vodafone Otello
Den engelske mobiloperatør Vodafone brygger på billedgenkendelsessoftware til mobiltelefonen under navnet Otello. Det er en søgemaskine, der ikke søger på tekst, men på billeder taget med mobilen. Det fungerer angiveligt ved, at man tager et billede med sin telefon, hvorefter Otello genkender motivet og returnerer med yderligere information om det afbildede.
Umiddelbart virker det endnu smartere end 2D-stregkoder, men en demonstration for den tyske bundeskansler Angela Merkel gik galt, da Otello ikke kunne finde noget på hende. Man fristes til at citere et nævenyttigt udtryk fra en overeksponeret ølreklame…
OCZ Neural Impulse Actuator (NIA)
Navnet alene er sejt nok til at komme med på listen, hvilket dækker over en hjernestyret gamecontroller fra hukommelsesproducenten OCZ. Vi er igen over i HCI-afdelingen, men nu er pegeredskaberne helt elimineret til fordel for tankens kraft.
NIA blev også fremvist ved sidste års messe, men nu er man angiveligt nået så vidt, at hjernemusen kan sættes i produktion. Det fungerer “i al sin enkelthed” ved, at et yndigt diadem om hovedet aflæser hjerneaktiviteten og udfører de handlinger, du tænker på uden at skulle røre en finger. Med den rette træning kan man i computerspil således spare vigtige mikrosekunder, idet man ikke skal vente på, at ens arm når at reagere. Forvent en lanceringspris på omkring 1500 kr.
General Mobile GM500
En mobiltelefon blev der også plads til omend en meget lille af slagsen. GM500 er halv mobiltelefon, halv armbåndsur, måler 58,1×44,2×16,4 mm og vejer 142g inkl. batteri og lænke. Modsat hvad man skulle tro, er der blevet plads til en del elektronik i “urkassen”, som bl.a. byder på tri-band GSM, GPRS, Bluetooth og MP3-afspiller. Der er ingen tastatur, da den lille 1,5″ OLED-skærm er trykfølsom, men man skal nok have meget små fingre for at betjene den. Håndledsmobilen forventes på markedet senere på året.
Nu tænker du sikkert: Jamen hvorfor? Dertil svarer General Mobile formentligt: Fordi vi kan!
- Via Aving
MacBook Air “Golden Age”
Gaven til manden, der har alt – undtagen smag. Den ny supertynde MacBook Air bliver formentligt årets mest prestigebetonede gadget, som på selvhøjtidelig, prætentiøs vis vil blive flashet på cafæer overalt. Men hvad gør man for at få endnu mere opmærksomhed, når det at være Apple-hip efterhånden er mere en folkebevægelse end en eksklusiv elite? Ja så dypper man da sin MacBook Air i guld og diamanter, for hvem synes ikke, at Apples stilrene og minimalistiske design trænger til lidt ekstravaganza?
Denne særudgave fra Bling My Thing er beklædt med 24k guld og 12.000 Swarovski krystaller og sælges kun i 20 eksemplarer på verdensplan. En pris på små 200.000 kr burde ikke skræmme den selvudråbte feinschmecker, men du kommer nok til at slås med både amerikanske rappere og arabiske oliesheiker om dem.
- Bling My Thing (Via Pocket-Lint)







Pyha det smerter i øjnene med den Macbook. Det er heldigt at der både er folk uden smag og folk uden skam som producerer varer til dem! :-)
[...] som eksempelvis fadølsanlægget der spytter ti fadøl ud på ti sekunder, General Mobiles GM 500 ur fra årets CeBit messe, den lårkorte cyberstuepige fra Japan, eller noget helt andet? Kom med dine [...]