Interaktiv globus med globale politiske perspektiver
Indtil fredag d. 3. april sætter LabConfidential, et par gange om ugen, fokus på årets NEXT udstilling. Du kan læse mere om NEXT på Innovation Labs hjemmeside.

Glem alt om flossede verdenskort i folkeskolerne, eller morfars gamle globus, som viser verden før den russiske revolution. Fremtiden er her, og du skal se den i weekenden. NEXT udstillingen består af teknologier hentet over hele kloden. Et af de indslag, der har rejst længst, er den interaktive digitale globus Tangible Earth.
For mere end halvtreds år siden mente den amerikanske videnskabsmand Richard Buckminster Fuller at et oplagt middel til at fremme fred og verdenshandel, var at give magthaverne en globus. Ikke en hvilken som helst globus naturligvis. Buckminster Fuller forestillede sig en globus, eller et computersystem, som opdaterede verdenssituationen i realtid. En interaktiv jordklode som kunne give brugeren et væld af informationer. Alt fra troppebevægelser til fragtruter.
I dag har virkeligheden overhalet fantasien. Japanske Tangible Earth, eller Håndgribelige Jord, kunne meget vel være en del af det system amerikaneren forestillede sig. Globussen viser jorden i størrelsesforholdet 1:10.000.000, og det er eksempelvis muligt at navigere rundt og zoome ind på bestemte områder.
Inde i maven på Tangible Earth ligger en projekter med en fiskeøjelinse, der forvrænger billederne, så de passer til kugleformen. Derudover har den en række sensorer, der registrerer berøring. Vi har dermed en kuglerund touchscreen.
Ideen bag projektet er at det skal kunne bruges til læringsformål. Det kan eksempelvis være miljø, hav- og vindforhold, geografi og meget andet.
Du kan selv få lov at lege Gud, og tage verden mellem dine hænder, på NEXT no. 6 her i weekenden.
Links til videoer efter klippet
Se videoer af Tangible Earth her



Siden sidst på LabConfidential