Få spydige kommentarer fra dit fjernsyn
Ingen er vist længere i tvivl om, at der sker mange sære ting i Japan. Men af og til formår de stadig at finde på noget, hvor man enten forundres dybt eller glædes over, at der stadig findes et sted, hvor man kan slippe af sted med stort set alt. Fx et lommefjernsyn, der kommenterer, når du betjener det. Gad vide i hvilke situationer man egentligt har brug for det? Det ved japanerne åbenbart bedre end vi…
Segnity er et tv i lommestørrelse af den såkaldte 1seg type, der er et japansk format til at sende og modtage mobilt tv. Japanske tv-signaler er opdelt i 13 segmenter, hvoraf HDTV (ja det har de også derovre) optager de 12, og det sidste segment er dedikeret til mobilt tv – deraf navnet 1seg. Der findes masser af 1seg modtagere – iflg. Wikipedia helt op imod 10.000.000, så på den måde adskiller Segnity sig ikke væsentligt fra mængden. Det forklarer måske også, hvorfor Segnity kan noget andre fjernsyn ikke kan – Segnity har nemlig lært at tale!
Fjernsynet reagerer på betjening af det, så når man fx skruer op for lyden, spørger det: ‘larmer du ikke lige rigeligt?’, eller hvis man slukker for det, udbryder den: ‘slukker du allerede?’ – på japansk naturligvis! Kommentarernes skarphed kan indstilles, så de enten er høflige eller stærkt sarkastiske afhængig af, hvor flabet et fjernsyn man ønsker sig.
Det minder lidt om de avancerede dukker og legetøjsrobotter, som reagerer på input fra brugeren – nu bare overført til fjernsynet. At give elektronik menneskelige egenskaber er åbenbart magtpåliggende for japanere – måske for bedre at kunne klare at være omgivet af så frygtelig meget af det? Segnity koster små 600 kr., men forvent ikke at se det på hylderne i Fona foreløbigt!
http://www.e-revolution.co.jp/zakka/segnity/index.html (japansk)
http://www.youtube.com/watch?v=9kTKnTYhvOc (videodemo)




Siden sidst på LabConfidential