Blinkende LED lys som hudpleje
LED lamper er smarte og energibesparende, men du vidste muligvis ikke, at de også kan revitalisere din hud – for nu at bruge et af skønhedsindustriens mest fortærskede udtryk. Det mener de i hvert fald i Japan, hvor man nu introducerer en stroboskoplignende lampe, der åbenbart blitzer din hud smuk.
Exideal er kvadratisk og består af 280 LED pærer, som lyser og blinker i forskellige farver og mønstre. Meningen er så, at man sidder foran lampen og lader lyset udføre sin magi. Som videoen antyder, kan man også indstille en timer, så man bliver vækket fredfyldt af det bløde harmoniske lys fra 280 aggressivt blinkende LED pærer. Det kan jo ikke andet end blive en god dag, når ens vækkur samtidigt gør en smuk – medmindre selvfølgelig man vågner op til et epileptisk anfald…
Lyset, der udsendes i fire forskellige bølgelængder – hvoraf den ene er infrarød, trænger igennem huden og gør dig smuk indefra, som producenten så poetisk formulerer det. Især orange lys skal have overlegne egenskaber, når det kommer til skønhedspleje, hvorfor lampen primært lyser orange.
Hvordan eller hvorfor små LED pærer har en plejende effekt på huden, bruger Exideal ikke voldsom meget kraft på at forklare, men det afholder dem ikke fra at tage over 4500 kr. for det anfaldsfremkaldende diskolys. Hvis lampen så også bare kunne blinke i takt til musik, behandle vinterdepression og tone huden som en højfjeldssol, kunne vi måske tale om det…




Siden sidst på LabConfidential