Soldrevet gadebelysning i organisk design

Kender du de små soldrevne havelamper fra Silvan, som passer sig selv ved at blive ladet op om dagen for så at afgive lys om aftenen? Forestil dig så samme koncept blæst op i et langt større format, så det i stedet udgør gadebelysningen i en hel by! Smart, energibesparende og ikke mindst miljørigtigt – men realistisk? Det mener man nede i Wien, Østrig, hvor et sådan projekt har været opstillet i en forsøgsperiode.
Solar Tree hedder gadelampen, og som navnet antyder, ligner lampen et stort træ, hvor kronen udgøres af 10 solcellepaneler placeret på hver sin gren. Panelerne forsyner genopladelige batterier med strøm, som er den saft, de indbyggede LED-lys lever af.
LED er i forvejen kendt som fremtidens belysning grundet det lave energiforbrug, og der er tilmed installeret lyssensorer i træet, så det selv kan tænde og slukke ved morgengry og solnedgang. Projektet minder lidt om en anden miljøvenlig gadebelysning, vi tidligere har omtalt, hvor sensorer afstemte lysniveauet med omgivelserne.
Solar Tree er tegnet af den britiske designer Ross Lovegrove, der mener, at træet ikke kun er effektivt, men også smukt og bringer naturen ind i et gråt bymiljø. Den italienske lampeproducent Artemide har i samarbejde medSharp stået for udviklingen, som er blevet til på foranledning af det østrigske museum for industrielt design (Österreichisches Museum fuer angewandte Kunst).
Lampen var opstillet i den østrigske hovedstad i 4 uger i oktober, hvor det viste sig, at den kunne lyse tilstrækkeligt, selvom solen ikke viste sig (fra en klar himmel) i 4 dage. Bystyret er nu ved at beslutte om flereSolar Trees skal opstilles, mens den enkelte prototype nu kan opleves på Piazza della Scala i Milano, Italien.
En by uden gadebelysning er ikke et rart sted at færdes, men omvendt er det forbundet med mange ressourcer at lyse gaderne op, hvorfor det meget vel kan gå hen og blive et emne i den ophedede miljødebat. Solar Tree er måske løsningen, der både holde gaderne oplyst om natten og giver grøn samvittighed?
I øvrigt har Dansk Solenergi et lignende projekt kørende i Afghanistan, hvor de sammen med britiske soldater opstiller soldrevne gadelamper i Helman provinsen.
Se flere billeder af Solar Tree efter klippet.
- Solar Tree fra Artemide og Sharp (via Renewable Energy Access)



Siden sidst på LabConfidential