Hold samtidig øje med om Fido bevæger sig nok

Det er efterhånden et par år siden, man først hørte til SNIF Tag, men nu har de endelig fået et produkt på gaden – hundeverdenen bliver aldrig den samme igen. Med SNIF Tag kan du overvåge din hunds aktivitetsniveau i realtid og netværke med andre hundeejere, som I har været i nærheden af på de daglige gåture.
Det står ikke helt klart, hvorfor man er interesseret i at vide, hvor aktiv ens hund er, når man ikke er hjemme. Det er selvfølgelig godt for dens helbred, at den er aktiv og bevæger sig, men omvendt så hellere, at den sover hele dagen end, at den splitter huset ad af kedsomhed.
SNIF Tag er en lille chip, der fastgøres til hundens halsbånd og som indeholder et accelerometer og en aktiv RFID-chip. Accelerometret registrerer bevægelser og altså, hvor aktiv hunden er. Disse oplysninger overføres trådløst til en basestation koblet til nettet, hvorved du kan logge ind på SNIF Tags hjemmeside og følge Fidos aktivitetsniveau i realtid.
Er man ude og lufte sin hund – og skulle man støde ind i en anden hund med et SNIF Tag – vil de to chips udveksle oplysninger vha. den aktive RFID-teknologi. Når man så kommer hjem og inden for rækkevidde af basestationen vil disse informationer ligeledes blive uploadet til ens profil på SNIF Tag. Så kan man se, interagere og netværke med de hundeejere, man nu møder rundt omkring – og tænk hvad det kan føre til, som demovideoen på Gevalia Kaffe’sk vis forsøger at sælge idæen som en bizar form for dating.
Idæen er såmænd ikke den dummeste, vi har hørt (den liste er ret lang), og at bruge sin intetvidende hund som alfons til at udvide sit sociale netværk kan kun bifaldes. Men det ville være smartere at skifte accelerometret ud med en GPS, og introduktionsprisen på små 1000 kr. og 50 kr. om måneden for VIP medlemskab skræmmer.
Videoer efter klippet.
Derfor er det åbenbart godt at kunne følge sin hunds aktivitetsniveau




Siden sidst på LabConfidential