Håndgribelighed og RFID skal sende farmor online
Hvornår har du sidst snakket med din mor eller bedstemor? Mens vi andre deltager i en nonstop onlinefest med alle vores venner på Facebook og andre sociale netværk, så sidder de ældre ofte isoleret tilbage pga. en teknologisk barriere. Det er lidt paradoksalt, idet de formentligt vil have stor nytte af at holde kontakt med familie og ligesindede på et tidspunkt, hvor den fysiske kontaktflade måske ikke længere er så stor. Det vil et konceptuelt socialt netværk for seniorer lave om på, og vejen dertil er – lige så paradoksalt – belagt med højteknologi.
Jive hedder konceptet og er udviklet af engelske Ben Arent, en studerende ved Middlesex University. Faktisk er Jive mere en hardware-løsning end et egentligt socialt netværk, da fokus netop er lagt på at nedbryde den teknologiske barriere.
Så i stedet for en traditionel computer og kompliceret software, er det hele udskiftet med en skærm, en prækonfigureret router og nogle små RFID-brikker – en for hver kontaktperson. Således kræves der ingen anden opsætning end at stikke routeren i telefonstikket og tænde for skærmen – det kræver vel næppe noget PC Kørekort?
Meningen med RFID-brikkerne er så, at man placerer dem på skærmen – de hænger på en eller anden måde fast – og afhængig af hvor de hænger, udføres en handling. Sidder brikken til venstre, åbnes et vindue til beskedskrivning, i midten får man en oversigt over den pågældende person, og placerer man brikken til højre, kommer mere detaljerede oplysninger frem.
Informationerne samles i et mashup, der henter dataene fra de store netværk som Facebook, Twitter, flickr, Youtube, osv. På den måde kan farmor sidde derhjemme i ældreboligen og helt automatisk følge med i, hvad børn og børnebørnene render og laver – og meget vigtigt: Hvad deres “relationship status” er!
RFID-brikkerne fungerer altså som fysiske links til en virtuel identitet, og meningen er nok, at man køber en brik og giver den til sin bedstemor i julegave. Altså ingen digitale venneanmodninger.
Det virker måske lidt primitivt, men det er jo netop pointen, når formålet er at gøre ny teknologi tilgængeligt for teknologiforskrækkede. Jive er patenteret, og der arbejdes på at skaffe investorer, så seniornetværket kan realiseres.
Se en demonstrationsvideo efter klippet.
- Jive via Trendhunter



Siden sidst på LabConfidential