Badeværelsesfliserne viser hvor varmt vandet er

En ting er at stå op om morgenen, og stadig halvsovende finde vej til badeværelset. En anden ting er den bratte opvågning, og pludselige klarhed, der indtræffer når man stiller sig ind under en bruser, der er alt for kold eller alt for varm. For at løse problemerne med forfrosne – eller skoldede – hænder (for det sker jo for alle), har firmaet Moving Color lavet en helt speciel serie af badeværelsesfliser.
Glasfliserne, med navne som Northern Lights, Watercolors, Liquid og mange andre, skifter farve alt efter temperatur. Ved stuetemperatur har de en grundfarve, og så skifter de ellers farve med temperaturen ved cirka hver sjette grad. Når temperaturen har passeret flisens øvre grænse for udsving, går den tilbage til grundfarven.
Moving Color tillader dog at man selv vælger starttemperaturen, hvor fliserne har grundfarven. Så hvis du har hang til enten meget varme eller meget kolde bade er der også løsninger for det.
Hver eneste flise er håndlavet af genbrugsglas, og derfor ikke helt billig. En enkelt flise, på cirka 10×10 centimeter, koster omkring 100 kroner. Heldigvis er en flise nok til at vise temperaturen.
Udover den åbenlyse brug på badeværelset, kan fliserne placeres ved radiatorer, vandrør og alle andre steder, hvor man kan have brug for at overvåge temperaturen.
At fliserne er dekorative er vel nærmest indiskutabelt. Spørgsmålet er så bare om man har et hjem, der kan spille op mod et så vovet koncept?
Se flere billeder efter klippet





Moving Color via Freshome



Siden sidst på LabConfidential