Sema-hvaffor-noget?

2D stregkoder gør sit indtog i popkulturen

Måske læste du forleden, hvordan ShopText gjorde det muligt at handle via sin mobiltelefon. Måske – men mindre sandsynligt – nåede du også så langt i artiklen, at du læste, at H&M sætter små grafiske koder ind i deres reklamer, som kan scannes af mobilens indbyggede kamera. Og måske – og nu fisker vi virkeligt – undrede du dig over, hvordan mobiltelefonen kan bruges som stregkodelæser – og hvad det hele egentligt skal gøre godt for? Nu giver vi dig svaret, så nu behøver du ikke ligge søvnløs og spekulere over det længere.

Billedet til dagens historie er et eksempel på sådan en grafisk kode, som H&M benytter. Det kaldes populært en semacode, men er det reelt set ikke – hvorfor vender vi tilbage til. Koden er basalt set en todimensional stregkode og består ganske åbenlyst af en masse bittesmå sorte og hvide felter repræsenterende enten 0 eller 1. Nu kan almindelig tekst jo udtrykkes gennem binær kode, så ved at dechifrere en 2D kode, kan man få noget meningsfyldt frem – fx en webadresse.

Når man så tager et billede af koden med sin telefon, aflæser den først den binære kode. Dernæst konverteres alle 0 og 1-tallerne til almindelig tekst – formentligt en webadresse, hvorefter mobilbrowseren navigerer hen til denne side. Men inden man når så langt, skal telefonen først forberedes til at læse disse semacoder. Det gøres ved at installere noget software, og det kræver egentligt blot, at ens telefon har kamera indbygget og enten er en nyere Nokia eller har Java installeret, hvilket de fleste moderne telefoner har. Se nederst for en liste af kodelæsere.

Hvorfor hedder det så ikke rigtigt en semacode? Det er fordi, at Semacode er navnet på en canadisk virksomhed, som ikke engang har opfundet systemet, men som blot har haft succes med at udbyde det i forskellige tjenester – fx i H&Ms reklamer. Der findes to standarder for todimensionale stregkoder (hvorfor skal der altid være to?). Data Matrix og QR Code. Sidstnævnte kan kendes ved at have markante firkanter i tre af hjørnerne, hvor Data Matrix slet ikke har nogen. QR Code er ret stort i Japan, mens Data Matrix fx bruges af Semacode – altså firmaet.

2D koder bruges i erhvervsøjemed til mærkning af produkter, da koden kan indeholde væsentligt mere information end en almindelig stregkode, men er altså langsomt ved at blive en del af popkulturen. H&M eksemplet har vi været igennem, men vi ser også koderne på især japanske websites, hvor de er integreret som en naturlig del af sitet. Et andet eksempel er Semapedia, som er et forsøg på at forbinde Wikipedia med den fysiske verden. Man kan fx lave et tag, der er et link til Wikipedia-artiklen om den lille havfrue og klistre tagget op ude på Langelinie ved siden af statuen. Forbipasserende kan så scanne tagget med deres mobil og komme direkte til internetartiklen.

Der er altså meget der tyder på, at 2D koder er noget vi kommer til at se mere til – både på nettet og ude i den rigtige verden, så du kan lige så godt forberede din telefon – vores er klar!

• Nåja, her er svaret på, hvad det hele egentligt skal gøre godt for.
• Koder i H&Ms reklamer
• Koder på Sonys pendant til Youtube – se nederst til venstre
• Semapedia
• Semacode
• En liste over kodelæsere du kan downloade til din mobil
• Vidensbank for pervasive computing har også berørt emnet

Læs også:

1. Intelligente filmplakater viser traileren på din mobil
2. Reklamen bliver en onlineforretning
3. Få nye venner med en QR Code på trøjen
4. Topliste: De mest læste LabConfidential historier i 2008
5. QR Code på gravstenen sikrer digitalt eftermæle