At vaske hænder bliver helt håndfrit

Du har garanteret stiftet bekendtskab med de moderne vandarmaturer, som åbner og lukker for vandet blot ved at holde hånden ind under hanen. Det er omtrent lige så smart – eller frustrerende som DSB togenes skydedøre, hvis driftsvilje er direkte proportional med ens desperate armfagter.
Men hvorfor nøjes med en enkelt bevægelsessensor, når man kan få en hel håndfuld – plus et kontrolpanel, der formentligt kunne styre et helt Dash-8 fly (ok dårligt eksempel)?
Det var muligvis rationalet, da Miscea blev designet. Et blandingsbatteri, der nærmest ligner en futuristisk blomst med sin krans af kontrolenheder i glas stikkende ud fra fra hovedet. En sensor registrerer, når ens hånd er over en af kontrolenhederne, hvorefter farvet LED lys lyser glasset op og markerer ens valg.
Man kan naturligvis “skrue” op og ned for temperaturen, og et display i midten viser, hvor varmt vandet vil være. Man kan også få sæbe eller fugtighedscreme spyttet ud med de to øverste kontroller.
Der er to pointer i denne håndfri håndvask: Den ene er den vandbesparende del, da sensorstyrede armaturer kun lader vandet løbe så længe, der holdes noget ind under det. Den anden er den hygiejniske, eftersom man ikke rører ved noget, og derved hverken kan få bakterier på sig eller afsætte nogen.
Men det interessante i denne sammenhæng er naturligvis det lækre design og den indbyggede elektronik! Når IT bliver integreret i så en almindelig ting som en vandhane, er det et lille vink (med en stor vognstang) om, hvor vi er på vej hen. Intet ord om pris, men vi gætter på i omegnen af ikke-helt-billigt!



Et løst rygte siger åbenbart $900 = 4700 kr. Det er jo ikke meget mere end et standard batteri…?
Hvor kommer det løse rygte fra?
Det står i en af kommentarerne til indlægget fra Bornrich, som vi henviser til.