Når internetsurfing bliver en social aktivitet

Vi har tidligere fortalt om lokationsbaserede tjenester, der kan fortælle dig, hvor dine venner befinder sig ude i virkeligheden. Men der findes også tjenester, som viser dig, hvad de laver på nettet. En virtuel GPS-modtager til Internettet – bare uden GPS.
Me.dium er sådan en tjeneste og udover at kunne se, hvor dine venner er henne (på nettet), kan man også se, hvem der ellers besøger det samme website som en selv. Man kan kommunikere med personerne i messenger-stil, og således bliver netsurfing pludselig en social aktivitet, hvor man kan møde og snakke med ligesindede, der deler ens interesser.
Tjenesten ligger i et vindue inde i browseren og er aktiv, mens man surfer rundt. Øverst er der en lille ‘radar’, der viser hvilken side du er på, og hvor mange der ellers er på samme side.
Desuden vises relaterede websites i forhold til den nuværende side og tidligere browserhistorik. Under radaren vises enten ens liste af kontaktpersoner, og hvor de er henne eller et chatvindue til kommunikation.
Det er naturligvis op til en selv, om man vil være ‘synlig’ på nettet, da man blot kan logge af Me.dium. Man kunne måske forestille sig, at det ikke var alle ens internetaktiviteter, man havde lyst til at dele med sin omverden (vi kan dog ikke lige komme i tanke om noget konkret). Man lover samtidig også, at følsomme oplysninger bliver gemt godt af vejen trods den meget åbenhed.
Me.dium er stadig i beta og understøtter indtil videre kun Firefox-browseren. Efter at have leget lidt med det, ser det dog ud til at virke efter hensigten, men som med alle sociale netværkstjenester gælder det, at jo flere man er, jo sjovere bliver det. Ikke desto mindre er Me.dium et interessant tiltag og et alternativt eksempel på en lokationsbaseret tjeneste.



Siden sidst på LabConfidential