Elsparefonden åbner i dag dørene for det intelligente hjem
Vi har været omkring det før, men nu er der givet ‘order to go’. I dag lancerer Elsparefonden det intelligente hjem Min Bolig, som gerne skal få energiforbruget i hjemmet til at rasle ned til gavn for både miljø og privatøkonomi. Nu er spørgsmålet blot, om det lykkes at overbevise danskerne om at koble hele huset til nettet.
Det er faktisk realiseringen af en velkendt fremtidsvision. Alle elektriske installationer er forbundet til interwebbet, så fra en hjemmeside, uanset hvor man befinder sig, har man fuld kontrol over sit hjem. Tænde og slukke for lyset, skrue op og ned for varmen, overvåge hjemmet med webcam eller få en sms, hvis det øjeblikkelige energiforbrug overskrider en fastlagt grænse.
Du kan også dele oplysninger om dit hjem med dit forsikringsselskab, ejendomsmægler eller håndværker, eller hvad med en oversigt over din elpris sammenlignet med priser fra konkurrerende selskaber?
Det er alt sammen noget du allerede kan, men Min Bolig tilbyder en samlet pakkeløsning efter plug’n'play princippet, hvor en fælles standard både sikrer et varieret udbud og et minimum af installationsbøvl.
Formålet er naturligvis at spare strøm ved først og fremmest at synliggøre elforbruget. Det er de færreste, som tænker over det – fordi de ikke kan se det, men ved at trække det frem i lyset, får det forhåbentligt en større plads i bevidstheden.
Omdrejningspunktet for Min Bolig er plantegningen over ens hjem, hvor man indtegner alle elektriske installationer for herefter at få overblik over energiforbruget. Gider man ikke bruge tid på at tegne og trække, kan plantegningen indscannes, eller man kan betale sig fra det for formedelst 150 kr.
Websitet er et sandt guldkammer, hvor alt kan indstilles og alle tænkelige oversigter og historik over elforbruget kan trækkes frem, fx hvilke apparater er de største syndere, eller hvor hjemmet bruges der mest strøm. Detaljegraden kan virke uoverskuelig, men pointen, iflg. sekretariatschef i Elsparefonden Göran Wilke, som vi har talt med, er, at man kun skal bruge de segmenter i Min Bolig, som man selv finder nyttige.
Det bliver dog først rigtigt sjovt, når der kobles hardware til i form af tænd/sluk kontakter eller sensorer, som kan måle både temperatur, lys, luftfugtighed, og hvad man nu ellers kan forestille sig. For at blive godkendt til Min Bolig skal alt understøtte z-wave standarden, som flere af de store producenter allerede har taget til sig.
Mulighederne er flere, end vi næsten kan forestille os, men start med at oprette dit hjem på Min Bolig – og husk at det hele jo er for miljøet og isbjørnenes skyld!



Siden sidst på LabConfidential