Standardisering af mobilladere varsler helt nye tider

En fælles standard for mobilopladere i Europa har været på vej længe. Nu har markedets store spillere endelig forseglet aftalen. Men hvad betyder det for forbrugerne? LabConfidential har set på sagen.
Vi skrev faktisk om standarden tilbage i februar. Dengang var der tale om en hensigtserklæring fra en række producenter. Siden er Apple kommet med på vognen, og lanceringen er rykket to år frem.
Allerede næste år kommer nye telefoner med micro USB, som fælles ladestik. Det betyder et længe ventet farvel til et sandt virvar af mobilopladere i hjemmet. Men standarden har faktisk meget større perspektiver.
EU har længe presset på for at få standarden, og således er det – i første omgang – kun telefoner beregnet til det europæiske marked, der bliver udstyret med stikket. Det skulle dog være et eksempel på ekstremt dårlig forretningssans, hvis ikke producenterne vælger at bruge samme type stik verden over, på alle deres modeller.
Den største overraskelse i forløbet er, at Apple er sprunget med på vognen. Det kan i sidste ende betyde, at ikke bare iPhone, men også iPod bliver udstyret med stikket. Potentielt betyder det, at det specielle iPod stik risikerer at ryge ud. Dermed mister en lang række iPod-tilbehør sin funktionalitet. Det er på en gang trist og glædeligt for forbrugerne.
Mange vil naturligvis blive tvunget til at udskifte deres tilbehør. Men ved at vælge en fælles industristandard, bliver det muligt for andre producenter af mp3-afspillere, at gøre det samme. Hvis det sker, kan disse producenter se frem til en mangedobling af tilbehørsudbuddet til deres produkter.
Netop udbuddet af tilbehør, er en af de (mange) faktorer, der gør iPod så populær. Samtidig er samme udbud medvirkende til at gøre det svært for konkurrenter, som Creative, Samsung og Sony, at rykke markedet.
En standardisering af ladestik i alle former for forbrugerelektronik, ville ikke bare betyde farvel til en masse ledninger i hjemmet. Det ville også betyde, at nye apparater ikke nødvendigvis skal sælges med ladere. Og her er det mange millioner ladere, vi taler om på verdensplan – hvert år. Alene det miljømæssige aspekt burde være nok til, at et vist politisk pres på producenterne kan retfærdiggøres.
De involverede firmaer er Apple, LG, Motorola, NEC, Nokia, Qualcomm, Research in Motion (RIM), Samsung, Sony Ericsson og Texas Instruments.
Hvorvidt standarden rent faktisk breder sig ud over mobiltelefonmarkedet, ved vi ikke endnu. Men en fremtid med kun 1-3 ladere i hjemmet, lyder umiddelbart tillokkende. Vi sender vores varmeste anbefaling til producenterne.



Nokia har allerede en lang række mobiler med micro USB ladning og fremadrettet er alle nye Nokia telefoner født med dette stik, senest N86, N97, E75, E52, 6700.
/Niels
Det er bare lidt sjovt, at samtlige producenter jeg kan komme i tanke om, har været igennem mindst to forskellige ladestik indenfor de sidste ti år :) Vi må håbe micro USB holder en anstændig årrække. Og at industrien også efter micro USB kan finde fælles fodslag.
Under alle omstændigheder er man godt på vej, og det bliver lækkert fremover at kunne nøjes med en lader :o)