Legetøjsbil med over 300 km/t

Fascinationen af radiostyrede biler forsvinder vel aldrig, og for nogen driver interessen dem ud i ekstreme projekter. Fx at bygge en bil med en topfart på langt over 300 km/t. En mere end almindelig dedikeret hobbyentusiast eller en forvokset drengerøv med alt for meget fritid? Grænsen er hårfin, men det er skellet mellem genialitet og galskab jo som bekendt også…
Bilen er stadig under udvikling, men bilens ejer Nick Maslowski, der arbejder som aerospace engineer for Boeing, har som erklæret mål for projektet, at den skal op og runde 200 mph eller 321 km/t. Dermed vil den slå den eksisterende fartrekord for radiostyrede biler med over 100 km/t!
Kraftværket bag er en 5000 watts elmotor, der yder omkring 6,7hk ved 20.000 omdrejninger i minuttet. I teorien skulle motoren kunne bringe bilen op på 440 km/t, men pga. luftmodstand og vejfriktion er målet droslet ned til ‘kun’ 321 km/t.
Bilen er desuden specialiseret på alle leder og kanter for at kunne holde til den ekstreme fart. Fx er dækkene lavet af en særlig udviklet skum for ikke at smelte ved de høje omdrejninger.
Der er dog stadig langt til målet, da bilen grundet tekniske vanskeligheder kun har været oppe og snuse til 160 km/t. Men der er tid til forbedring, da den også først skal toppe til næste års verdensmesterskaber for radiostyrede biler.
Fartglade drengerøve kan følge fremskridtet (og tilbagefaldene) på hans blog, hvor han også blogger om andre hurtige radiostyrede biler.



Siden sidst på LabConfidential