Oliestaten vil bygge fem stadions med masser af solenergi
Byggefeberen har længe hærget i de arabiske emirater. Især Dubai har stået for massive investeringer (med et større finansielt kollaps til følge, naturligvis), mens Qatar har stået lidt i skyggen. Tingene står dog ikke stille i Qatar. Tværtimod. Olierigdommene bliver i al hast kastet efter store projekter, der skal bringe det lille emirat godt ind i fremtiden. En fremtid, der blandt andet byder på verdensmesterskaberne i fodbold i 2022.
Umiddelbart harmonerer tanken om bæredygtighed temmelig dårligt med det faktum, at Qatar er verdens rigeste land på grund af deres olie- og naturgasreserver. Ikke desto mindre har man vejret lugten i bageriet. Derfor arbejder man på at skabe et grønnere image for landet. Det er her fodboldens største turnering kommer ind i billedet.
Qatar ønsker VM til landet i 2022. For at understrege alvoren bag ønsket, har man fået fremstillet tegninger og animationer på fem stadions, der skal opføres til formålet. Tegningerne er skabt af det tyske arkitektfirma Albert Speer & Partner (ikke den Albert Speer – hans søn).
De fem stadions udmærker sig især ved at størstedelen af den strøm, der skal bruges i forbindelse med driften, kommer fra solceller i byggeriet. Specielle køleanlæg skal holde temperaturen på maksimalt 28 grader, så publikum og spillere undgår alt for meget sved på panden.
Også udover den bæredygtige side af de fem stadions er der tale om et visionært projekt. Alle fem stadions har unikke visuelle identiteter, inspireret af forskellige dele af Qatars kultur. Udenpå bliver fodboldarenaerne beklædt med et materiale, der kan vise live video af opgøret indenfor.
Hvorvidt projektet er nok til, at rykke VM til den persiske golf i 2022 er endnu uvist. Men at dømme efter videoerne kunne selve bygningerne måske være turen værd i sig selv. FIFA afgør værtskabet til december.
Albert Speer & Partner via World Architecture News



Siden sidst på LabConfidential