Bestem skæbnen for nye upcoming bands

Talentkonkurrencer som Popstars, American Idol og Britain’s Got Talent (den Paul Potts vandt) er notorisk populære og kan næsten samle en hel nations interesse. Nu kan legen fortsætte online. Et nyt website er bygget op som en musik- og videokonkurrence, hvor brugerne er dommere, og talenterne vinder præmier – og måske det store gennembrud? Så hvem er du? Kyniske Simon Cowell, søde Paula Abdul eller funky Randy Jackson?
Ourstage, hedder tjenesten, og minder faktisk en del om musikkonkurrencen Emergenza – eller DM i venner, som nogen også kalder den. Problemet for Emergenza er, at de indledende runder afgøres af publikumstemmer på spillestedet, og der er det ofte et spørgsmål om at have flest venner med på dagen.
På Ourstage bestemmes vinderne også af brugerne, men da det foregår online, er der mange tusinde stemmer i spil, og så kan et par håndfulde venner næppe gøre den store forskel.
Konkurrencerne kører en måned af gangen, så hver måned en ny vinder, hvorefter det hele starter forfra.
Det foregår ved, at et håbefuldt band eller videoinstruktør først uploader sit materiale til sitet, og således tilmelder sig konkurrencen. Brugerne kan så stemme på de forskellige videoer og numre efter et sindrigt battlesystem, hvor to tilfældige numre bliver sat op i mod hinanden. Man stemmer herefter på, hvilket nummer man bedst kan lide og ikke mindst, hvor meget bedre end det andet man kan lide det.
Udvælgelsen er dog ikke mere tilfældig end, at det sker inden for en bestemt musikgenre, som bandet har valgt ved tilmelding af nummeret.
Der er 4 afstemningsrunder i konkurrencen. Efter et grundforløb, indsnævres feltet til de 20 bedste numre/videoer i hver genre, som efter endnu en runde krymper ind til 10. Blandt de ti bedste deltagere i hver genre vælges en genrevinder, og det hele ender med en “grand finale”, hvor det bedste musiknummer og video kåres på tværs af kategorierne.
Præmiepuljen består både af gaver og kontant belønning, og der er præmier til alle genrevinderne og $5000 til hver af de to endelige vindere – hver måned!
Hvor pengene kommer fra, har vi ikke kunnet gennemskue, for Ourstage er gratis for både almindelige brugere og deltagende i konkurrencen. Man kan dog købe musikken direkte fra sitet – hvis bandsene har godkendt det, så man tjener formentligt en skilling der på gebyrer.
For nye bands er det en mulighed for at få musikken hørt – og få kontant feedback i form af brugernes stemmer samtidig med, at man deltager i en konkurrence om ganske gode penge. For brugerne er det den evigt kørende talentkonkurrence (hurra?), hvor man har magt i kraft af sin stemme, men også kan høre en masse ny musik – og måske spotte det næste store hit?
Udenlandske – og dermed også danske – deltagere er meget velkomne i konkurrencen, så ordet er hermed givet videre!



Siden sidst på LabConfidential