Avanceret pokerbot frigjort som open source
Der var engang, hvor det ypperste inden for kunstig intelligens var de omtalte opgør mellem IBMs Deep Blue og Kasparov – hvor maskinen vandt til sidst. Men tiderne ændrer sig, og i dag er det pokerspillet, som fascinerer hele verdenen og således også videnskaben. Pokerbots har allerede overhalet deres menneskelige modstandere, og de avancerede logaritmer er nu tilgængelige som open source.
Poker adskiller sig fra spil som skak og backgammon ved at være baseret på ufuldstændig information, idet du kun kan se dine egne kort og kortene på bordet, men ikke ved, hvad dine modspillere sidder med. Det åbner op for bluf og andre svindelnumre, som spil med fuldstændig information ikke skal tage højde for.
Den udfordring har adskillige universiteter taget op, som en del af deres forskning i kunstig intelligens, og de bedste pokerbots mødes en gang om året og flår hinanden for virtuelle dollars.
De førende på området er University of Alberta Computer Poker Research Group og til dette års Computer Poker Competition, afholdt af foreningen for udvikling af kunstig intelligens (AAAI), vandt de da også alle tre konkurrencer.
En bot ved navn Fell Omen 2 udviklet af Ian Fellows tabte dog kun knebent til favoritterne i finalen. Botten adskiller sig ved kun at fylde ganske få megabytes i forhold til vinderen fra Alberta. Det er netop Fell Omen 2, som Fellows har offentliggjort som open source, og som altså nu kan downloades af alle.
Hvis man tør, kan botten altså slippes fri på online pokersites og gøre dig rig, uden at du skal røre en finger. Fellows understreger dog, at han ikke bifalder, at softwaren bruges på nettet – og det gør de fleste pokersites formentligt heller ikke.
Kort før at University of Alberta ryddede bordet ved bot-konkurrencen, havde de også udfordret en række professionelle pokerstjerner til en lille dyst menneske imod maskine. Efter et forrygende comeback sejrede botten til slut og beviste ligesom Deep Blue havde gjort 10 år tidligere, at tiden er ved at løbe fra os mennesker.
- AAAI Computer Poker Competition via PhysOrg
- Download botten Fell Omen 2
- University of Alberta Computer Poker Research Group



link til download af botten virker ikke -den er tilsyneladende flyttet..
Der er nok nogen, der har fået den fjernet.
Så er det på med vanten – tålmodighed og held er den næstbedste løsning :o)
//Thomas