Dine hårde hvidevarer går online

Huskede du at slukke for kaffemaskinen, inden du tog på arbejde? Det er vist en situation, alle kender til, og bekymringen for at vende tilbage til afbrændt Moccamaster eller det, der er værre, kan næsten udløse mavesår. Nu kan du dog i stedet tjekke efter på nettet, og skulle din distræthed have kostet dig en tændt kaffemaskine eller kogeplade, ja, så slukker du bare for dem med et museklik.
Det er Siemens, der har fundet på serve@Home systemet, som lader dig kontrollere de hårde hvidevarer via Internettet eller lokalnetværket. I hver kompatibel enhed er der et slot, der skal udfyldes med et lille interface, som identificerer enheden på netværket.
Selve netværket, som køleskabet og vaskemaskinen skal kobles til, udgøres af 230V lysnettet, så det er ikke nødvendigt at trække kabler rundt i alle grene af huset. En centralt tilkoblet router samler alle enhederne og gør det muligt at tænde for ovnen fra husets trådløse netværk eller fra den anden side af jorden.
Ligger man på stranden og gerne vil have huset kølet ned, når man kommer hjem, kan mobiltelefonen også bruges til at tænde for klimaanlægget. Det er sågar muligt helt at slå strømmen fra Tv’et via systemet, hvis et tordenvejr truer, men så skal man nok ikke regne med at få kontakt til det igen. Så det vil være lidt dumt at prøve med fryseren eller køleskabet, hvis man ikke er tilbage inden for kort tid.
serve@Home er smart, fordi det giver nogle nye muligheder for at kontrollere sit hjem. Det er især smart, fordi lysnettet udgør netværket, så man ikke skal bryde halvdelen af huset ned for at slutte enheder til systemet. Det kræver dog, at alle ens hårde hvidevarer er fra Siemens, så det har de jo regnet godt ud.
serve@Home er på gaden i dag, men så vidt vides kun i Tyskland, og det koster omkring 7500 kr. for et komplet system. Men så er det også sidste gang, du har bekymret dig over en tændt kaffemaskine!
serve@Home: http://www.servehome.com/



Siden sidst på LabConfidential