Sprøde babyleaves dyrket på blemateriale
Engang langt inde i fremtiden, når menneskerne har forladt en krigshærget og gennemnuket Jorden til fordel for en kæmpe rumflåde, så bliver grønsager og frugt lige så sjældne som grønne smølfer: Store marker af afgrøder oven på frugtbar, græslugtende jord er bare ikke muligt på et rumskib. Lissom.
I stedet kan en opfindelse som Imec være til stor nytte. Imec er tynd film, hvorpå afgrøder kan vokse, hvis de får nok vand og gødning. Filmen består af såkaldte hydromembraner, det samme materiale, som bruges i bleer til at holde vandige væsker inde.
Rødderne vokser direkte på Imecs overflade og optager vand og gødning fra filmen. Det største problem er dog, at planterne har svært ved at optage nok vand – ikke så overraskende, givet at hydromembraner normalt holder vand inde – hvilket betyder, at planterne ikke vokser sig særligt store. Alligevel er det lykkedes de japanske forskere at dyrke større planter som tomater, agurker og meloner på Imec.
NASA er også i gang med at forske i hydromembraner til dyrkning af afgrøder. Filmen har også store anvendelser på jorden: I tørkeramte, jordfattige områder eller steder med pladsmangel som i byer kan produkter som Imec forsyne befolkningen med afgrøder.
Virksomheden bag Imec, Mebiol, forsker nu i at lave filmen stærkere, så hele træer kan slå rødder på den.



Siden sidst på LabConfidential