I fremtiden er der minimal risiko for at få prikket et øje ud
Regnvejr. Der findes næppe noget mere irriterende. Man bliver våd ind til benet, bilruder og hele busser dugger til, og pludselig skal man hoppe og danse rundt i gaden for at undgå, at blive stukket ned af folks paraplyer. Men hvad hvis paraplyen slet ikke skulle slås op?
Et lettere utraditionelt koncept indenfor design af paraplyer, foreslår at man bruger luft til at blæse regnen væk. Idéen er som sådan god nok. Et stabilt, og tilstrækkeligt højt lufttryk, kan sagtens blæse regn væk. Men som det ofte er med den slags designkoncepter, så er der ikke lagt mange tanker i selve teknologien.
De ædle damer og herrer fra programmet Mythbusters, har tidligere udført et forsøg for at se om det er muligt, at holde sig tør i en åben bil, mens det regner. Resultatet var, at man skal over hundrede kilometer i timen, for at holde sig tør i en cabriolet. Men det kan altså sagtens lade sig gøre.
Designkonceptet fra koreanske Je Sung Park vil således først være muligt, når man kan sende luft ud af paraplyen med et gedigent tryk. Det har i hvert fald to ulemper. En beholder, eller kompressor, der kan skabe det tryk, vil være uhyggeligt tung. Og så skal paraplyrøret være lavet solidt, hvis det ikke skal bukke under for trykket.
Mon ikke de fleste ville være lidt tilbageholdende med, at slentre ned af gaden med søndagsberlingeren i den ene hånd, og en ustabil rørbombe i den anden?
I stedet kan man overveje at købe sig en regnjakke. På den måde skal ingen bekymre sig om at få stukket øjnene ud af vildfarende paraplyer. Eller, for den sags skyld, miste en hånd til en eksploderende tryktluftsparaply.
Se videoen af Mythbusters forsøg efter klippet (ca. 30 sekunder inde)



Siden sidst på LabConfidential