Overvågningskameraer ved hvem du er

Når man handler i Føtex bliver man af og til spurgt til sit postnummer. Disse informationer bliver brugt til at skaffe sig viden om kunderne – hvor kommer de fra, virker tilbudsaviserne, eller er der områder, som skal spammes ekstra meget? Et postnummer er dog en sparsom oplysning, det ville være mere nyttigt, hvis man kunne skaffe flere demografiske informationer om kunderne – fx køn og alder.
Det kan man nu, og ikke fordi at kasseassistenten krydsforhører samtlige kunder. Nej, det sker naturligvis ved hjælp af IT-teknologi. Nærmere bestemt overvågningskameraer, som er i stand til at fastsætte køn og alder på dem, der fanges i linsen.
Systemet hedder FieldAnalyst og er udviklet af japanske NEC. Kameraet fanger ansigtet på forbipasserende og sammenligner det med billeder af forskellige typer mennesker i en database. På baggrund af denne sammenligning afgør FieldAnalyst, om der er tale om en mand eller kvinde og estimerer samtidigt alderen.
FieldAnalyst er ikke skudsikker, men kommer tæt nok på til at levere brugbare informationer. Så nu kan man pludselig se, hvornår bestemte kundegrupper gør deres indkøb og således indrette markedsføringen efter det.
I en fremtidig udgave forestiller man sig, at systemet også kan se på tøjvalg (jeans eller jakkesæt), og derigennem fastsætte folks sociale klasse og økonomi. Det bliver dog nok en udfordring i den vestlige verden, hvor der ikke er megen forskel på en kreativ reklamemand, en gymnasieelev og en husbesættende autonom (er der overhovedet en forskel?).
NEC forsikrer samtidigt, at man ikke gemmer de indsamlede billeder, så ens privatliv skulle efter sigende være bevaret – i hvert fald i denne her sammenhæng. Til en pris på 90.000 kr er det nok ikke aktuelt for den lokale Spar-købmand, men for Dansk Supermarked og lign. var det måske en overvejelse værd.
- FieldAnalyst (via CNET)



Gad vide om den systemet kan kende forskel på direktøren,
som til hverdag er pænt klædt på, men i weekenden har det
gamle tøj på, da vi jo er en nation af gør det selv folk,
systemet må da ende med at kortslutte sig selv, når den
skal indkredse om direktøren høre til den høje eller lave
klasse, når diretøren optræder med forskellige tøjstil.