Gammel teknologi kan gøre rumturisme billigere – måske

De fleste kunne nok godt tænke sig en tur i rummet. Men selvom rumturisme er blevet mere eller mindre udbredt, så er der ikke just tale om et alternativ til Mallorca-turen. Derfor er rummet også et af de områder, hvor der konstant bliver forsket og udviklet, for at gøre rejserne billigere og lettere tilgængelige. I det spil er der utroligt mange aktører, og rigtig mange gode, og mindre gode, ideer.
Nasa har netop udskrevet en konkurrence om at lave en rumelevator, der kravler op ad et bånd ud af jordens atmosfære. Indenom kommer et to år gammelt projekt fra York University i Canada. Det påstår at kunne bygge et 15 kilometer højt tårn med teknologi og materialer, der er tilgængelige i dag.
Konceptet er en række oppustelige pneumatiske moduler, der kan sættes sammen, og danne et 15 kilometer højt tårn. Materialet er en blanding af det skudsikre materiale Kevlar og plasticmaterialet polyetylen. Professor Brendan Quine fortæller, at man ved at placere tårnet på det rette bjerg kan nå 20 kilometer op.
Her må man så lige træde et skridt tilbage, og konstatere at de 20 kilometer nok ikke er helt nok til at kalde projektet for en rumelevator. Faktisk skal man ti gange så langt, for at komme til kanten af atmosfæren, og når til et punkt hvor man er vægtløs.
Det skal dog ikke forhindre de canadiske fantaster i at drømme videre. Man forestiller sig at der vil være grundlag for både forskning og turisme i de høje luftlag. Udsigten skulle da også være hæderlig, eftersom man i 20 kilometers højde kan se omkring 600 kilometer i alle retninger.
Man forestiller sig også at kunne bruge tårnet som affyringsrampe for rumskibe (dog uden at afsløre detaljer). Alt i alt er det et af den slags koncepter man gerne lige vil se, før man tror på det, men kan det lade sig gøre, så er der tale om en bygningsbedrift uden lige.
Se billede af en testopstilling efter klippet




Siden sidst på LabConfidential