Fremtidens computerspil kræver bevægelse, ikke nødvendigvis motion
Før computeren var der intet. Det kan i hvert fald nogle gange være svært at forestille sig. Men det var der. Der har både været tøndebånd, modelbiler og ikke mindst brætspil. Brætspil er stadig utroligt populære, og nu er de for alvor på vej ind på nye platforme.
Brætspil, som Risk og Settlers, har været tilgængelige i computerversioner i adskillige år. Men det er som om familiehyggen ved spise- eller sofabordet, ryger sig en tur, når man hver især sidder bag sin egen skærm. Udviklere fra Human Media Lab ved Queens University i Canada har et godt bud på alternativet.
Physics on Display kalder Michael Rooke og Roel Vertegaal deres system. Undertitlen er “Håndgribelig grafik på heksagonale kantløse skærme”. Den første version består af et overhængende kamera, samt en projektor, der belyser de sekskantede brikker, og giver dem interaktivt indhold.
Demoen, der blev vist frem på MIT’s TEI, en konference om håndgribelig, indlejret og legemliggjort interaktion, viser en digital udgave af brætspillet Settlers of Catan.
Det interaktive element består i, at spillet reagerer på bevægelsen af brikkerne på bordet. Man kan hælde indhold fra en brik til en anden ved at lave en fysisk hældebevægelse. Derudover kan man lade sine tropper gå til angreb, anskue bygninger fra forskellige vinkler og meget andet.
Ideerne bag Physics on Display er meget lig dem, der ligger til grund for Microsoft Surface, og i det hele taget ideen om surface computing. Man kan sagtens forestille sig en version af spillet, der anvender OLED displays, eller måske endda elektronisk blæk, men spillet på en regulær multitouch skærm ville bestemt også give mening.
Fremtiden indenfor spil bliver i høj grad interaktiv, og der er bestemt ingen grund til, at frygte for den hjemlige hygge. Som videoen herunder viser, skal hygge baseret på viljen til at banke hinanden nok finde vej ind i stuen.
Human Media Lab via Crave



[...] til Labconfidential Sidste 5 indlæg i brætspil Dungeonlords – March 29th, 2010Første indtryk af Conflict of Heroes: [...]