RSS reader serverer nyhederne i 3D-karrusel
Hvis online avisernes nyhedsstrøm bliver lidt for uoverskuelig, så er RSS readeren måske din redningsmand. Større mængder information kan absorberes på kortere tid, og på LabConfidential – og Innovation Lab er RSS-feeds lige vigtige som Outlook og Sharepoint. Og apropos Microsoft så har deres delebarn (med NBC), nyhedstjenesten MSNBC netop lanceret en lidt anderledes RSS reader, der giver dig nyhederne, som du aldrig har set dem før.
I stedet for den sædvanlige listeform kastes alle artiklerne op i luften og roterer rundt i en nyhedsspiral. Fanger en overskrift, klikker man på den, hvorefter den hives ud af karrusellen til nærmere granskning. Man vælger selv hvilke kategorier af nyheder, der skal cirkulere, ligesom der er forskellige indstillinger for visning og sortering. Nyhedskategorierne er i øvrigt farvemarkeret, så navigationen bliver en smule mere overskuelig.
Problemet er imidlertid, at det indtil videre kun er nyheder fra MSNBC, som kan trækkes ind i læseren, og det sætter naturligvis sine begrænsninger. Vil man have succes, skal man nok løsne fodlænkerne lidt, så der også bliver plads til tredjepartsfeeds.
Det er dog ikke det eneste, der står i vejen for himmerige og de 72 jomfruer. I praksis er Spectra, som læseren hedder, nemlig så uoverskuelig at arbejde med, at selv VG Nett ligner et regneark i sammenligning. Karrusellen er også placeret så højt oppe i skærmen, at det praktisk talt er umuligt at læse halvdelen af overskrifterne.
Der er dog sympatipoints for forsøget, men når det kommer til nyhedsfeeds, hvorfor så gøre det mere besværligt end nødvendigt? Er fordelen ved RSS-feeds ikke netop, at man skærer indholdet helt ind til benet?
Er det første gang, du hører ordet RSS-feed, så er der en meget pædagogisk – og sjov video efter klippet.



Hehe, fin måde at forklare hvad RSS Feeds går ud på :P
Bruger selv Google Reader hver dag; det fungerer strålende.