Segmenteret spindel løfter på den kompakte måde
Vi elsker ny teknologi på LabConfidential. Og vi elsker især ny danskudviklet teknologi! Tjek derfor denne kompakte lineære aktuator fra danske Kataka – det er måske ikke helt nemt at forstå, hvad det er, men det ser rigtigt blæret ud!
En lineær aktuator er et stykke mekanik, som skaber en kraft i en lineær retning. Altså op og ned modsat en almindelig elektrisk motor, der roterer. Du finder dem i hæve/sænke borde, elevationssenge – ja alt, der kræver bevægelse i en lige linje.
Der findes mange forskellige slags aktuatorer, men grundlæggende går det ud på at få en spindel – en stang med gevind – til at køre op og ned.
Danske Kataka har så fået den ide at skille spindelen ad i mindre dele, og først samle den når spindelen skal køres ud. Det giver en meget kompakt aktuator, idet der således ikke skal være plads til en lang massiv spindel.
Teknologien kalder de segmenteret spindel og er patenteret efter alle kunstens regler. Hvad kan du så bruge det til? Tjah, det er nok de færreste privatpersoner, som går ud og køber en aktuator, men nu ved du, at noget, der før fyldte meget, nu kan gøres meget mindre. Og som møbeldesigner Mies Van Der Rohe sagde: “Less is more”.
Hvis intet af det ovenstående har givet nogen mening, så se de medfølgende videoer på efter klippet, som forklarer det hele ganske overbevisende.
- Kataka (tak til Søren for tippet)
- Mere om aktuatorer



[...] intet af det ovenstående har givet nogen mening, så se de medfølgende videoer, som forklarer det hele ganske [...]