Nye sko stykkes sammen af produktionsrester
Den grønne bølge har hidtil mest handlet om nedbringelse af energiforbrug og udnyttelse af alternative energikilder, men nu ser det ud til, at genbrug også skal have en mere fremtrædende plads. Det betyder endnu ikke, at vi skal handle i genbrugsforretninger – puha det er jo ikke ret sexet, men at nye produkter fra førende producenter bliver fremstillet af spildmateriale. Nokia har lige fremvist en konceptmobil af affald og nu følger Nike trop med en sko sammenstykket af overskydende materialer.
Trash Talk kalder de basketball skoen, selvom vi synes, at Trash Walk havde været mere passende. Skoen er et resultat af de fremherskende celebrity-linjer, hvor kendte sportstjerner får lavet produkter i eget navn ved store sportsmærker. NBA guard for Phoenix Suns Steve Nash har således stået fadder til Trash Talk, som er baseret på en anden Nike sko, han også har sat sit navn på.
Selve skoen ligner lidt et Frankenstein monster, da overdelen er syet sammen af en masse små overskydende læder- og kunstige læderdele fra den øvrige produktion. Midtersålen er ligeledes lavet af tiloversblevet skum, mens ydersålen består af miljøvenligt og tildels genanvendt gummi. Selv snørrebåndene og kassen, skoene leveres i, vil være miljørigtigt produceret.
Sådan en slatfest lyder umiddelbart ikke som det mest højtydende produkt, men meningen er faktisk, at Steve Nash skal spille NBA kampe i genbrugsskoen, som kommer til at koste omkring 500 kr i handelen. Første kamp for Trash Talk blev i weekenden vundet 109-97 over Dallas Mavericks med Steve Nash for 24 points og 13 assists, så Nike (og Nash) kunne vil næppe have ønsket en bedre start?



Siden sidst på LabConfidential