Vi bringer en personlig beretning fra den aktuelle NEXT-udstilling, som løber af stablen i denne uge i Århus. Første indlæg i en serie på fem artikler – en for hver udstilling – handler on DESIGN-udstillingen. Indlægget er et udtryk for skribentens egne holdninger. Fortsæt på eget ansvar.
Et personligt møde med NEXT DESIGN
Dagens mission er klar: En tur rundt i Innovation Labs NEXT 2010-udstilling, som løber af stablen under Århus Festuge. Alle fem udstillinger ligger i gå-afstand, selv for damer med høje sko på brosten, og solen uddeler gavmildt hudkræft til alle blegfisene. En sjælden solrig sælsom sensommerdag med optimale betingelser for en rundtur – hvis man da ikke er en af dem, der bidrager til det danske samfund og derfor har tid til at ose den i Århus midtby. Sidstnævnte viser sig at være en gennemgående tema på alle udstillingerne en tidlig tirsdagmorgen.
Første stop på turen er DESIGN-udstillingen. Netop ankommet støder jeg ind i en folk studerende, som bliver vist rundt i Århus Kunstbygning. Jeg tripper for at se over skuldrene på dem. Museumsvagten prikker mig på skulderen og forklarer, at det kun er NEXT-udstillingen, der er gratis. Jeg skal betale for at se resten. Jeg forklarer, at jeg er fra Innovation Lab. Aha, siger han og træder tilbage.
Gruppen bevæger sig videre væk fra NEXT-rummet. Efter støvet har lagt sig og den værste eau de homme er forduftet, er der meget stille. Og tomt. Det er kun en halv time siden, udstillingen er åbnet, så det er ikke en overraskelse, at der er mennesketomt.
Jeg snuser til et par økologiske sæber fra Pangea. De har eksotiske duftblandinger som “havregryn med italiensk bergamot” og “indisk citrongræs med rosmarin” indpakket i et materiale, der minder om æggebakker. Museumsvagten prikker mig på skulderen og spørger, hvad meningen med planten, som står sammen med sæberne, er. Det aner jeg ikke. I stedet observerer jeg, at han har hår på næsetippen. Der er 5-6 styks, de er trimmede, men de er der.
Videre til en bred bænk, som har højtalere i ryglænet. Boombench har hårde kanter og er hvid på den helt hvide måde. Jeg trykker på den sorte knap. Intet sker. Jeg sætter mig på bænken, den er ikke så behagelig og det er rimelig åbenlyst, at alverdens snavs vil samle sig i rillerne på højtalerne, hvis den placeres udendørs. Igen kommer museumsvagten til undsætning: Han har overhørt en mand, som forklarede en anden, at musikken overføres via sådan noget bluetooth på mobiltelefonen. Men at det vist nok også var en bedre ide, hvis man i stedet kunne bruge streaming fra mobiltelefonen. Det ville være mere praktisk. Eller sådan noget. Min telefon har masser af bluetooth, men knap så meget batteri. Det må blive en anden gang. I stedet forkæles mine ører med et skrattende YouTube-klip (se ovenstående link).
Ved siden af sæberne er en “gammel kending”, Klimakjolen, placeret. Den er spærret inde i sin egen lille indhegning. I dagslyset kan man virkelig se detaljerne: Dioderne, skiver på computerchips og broderiet. En perfekt sammensmeltning af teknologi og beklædningsgenstand.
Så er det tid til at hvile fusserne. Praktisk nok står der et papbord med to tilhørende papskamler. Kan man mon sidde på dem? Jeg sætter et let tryk på skamlen; den lader til at være robust. Og det lader også til, at andre mennesker har siddet på den, den ser en smule bukket ud i midten. Jeg sætter mig forsigtigt på skamlen, mens jeg holder vægten i lårene. Kigger omkring. Der er ingen andre. Så hvis der går Guldlok i den, så er der ingen, der kan se mig. Jeg skifter al vægten til min derriere; den holder – overraskende godt. Bordet virker også robust – lige indtil ungerne spilder saftevand ud over den, selvfølgelig, hvorefter den vil lide en smertefuld, langsom død. Som at se World Trade Center kollapse i slowmotion.
Picnicsættet virker som et miljørigtigt alternativt til de allestedsnærværende hvide havestole. Det kan let klappes sammen, så det ikke fylder meget og det vejer ikke meget i forvejen.
Da jeg forlader Design-udstillingen, har der kun været en mand forbi. Klokken nærmer sig nu 11, lige i tide til at overvære åbningen af FOOD-udstillingen, som er fem minutters gåtur derfra.
Næste indlæg i serien om NEXT 2010 følger senere i ugen – stay tuned.
Igen et fremragende indlæg af “hende den nye redaktør”, man bliver jo helt misundelig over, at man ikke selv kan deltage i NEXT.
[...] i en serie på fem artikler – en for hver udstilling – handler on FOOD -udstillingen. Første indlæg omhandlede DESIGN-udstillingen. Indlægget er et udtryk for skribentens egne holdninger. Fortsæt [...]
Jeg synes det er meget skuffende at udstillingerne ikke er åbne lørdag og søndag.
Det er jo der jeg har fri og kan ta til Århus.
ØV! ØV!
for det ser så spændende ud.
eva
Hej Eva
Det er da ærgerligt – vi vil tage det med i overvejelserne til næste års NEXT.
Lan