Dine øjne kan blive musens afløser
I den digitale tidsalder er hunden truet af computermusen i rollen som menneskets bedste ven. Mange tilbringer i hvert fald mere tid i hverdagen med den lille plastikgnaver, end de gør med Fido, men det bliver der måske lavet om på. Ens øjne kan nemlig overtage hvervet som virtuel navigatør i Internettets uendelige hav. Det forekommer egentligt meget naturligt, at øjnene fungerer som pegeredskab, når man tænker nærmere over det. Man kigger jo som regel på det, man vil klikke på, inden musen når frem, og i den henseende fjerner man faktisk et mellemled i processen.
Det er en forsker ved Stanford University, der har udviklet EyePoint systemet, som kan gøre musen arbejdsløs. Lidt forenklet (meget faktisk) består systemet af et højopløsningskamera og en række infrarøde lamper indbygget i computerskærmen. Refleksionen af lyset i hornhinden og pupillens bevægelser gør kameraet i stand til at fastsætte det punkt på skærmen, hvor man kigger.
Selve navigationen foregår ved, at man først fokuserer på et element på skærmen, og dernæst holder en tast nede, som er indstillet til en bestemt funktion – fx et venstreklik. Området bliver nu forstørret for bedre sigte, og når tasten slippes udføres kommandoen.
Et sådant system kan være en hjælp til kontoransatte, som vil spare tid, da det ikke længere er nødvendigt at fjerne hænderne fra tastaturet for at navigere. Museskader vil også være en saga blot, ligesom svært handikappede vil have gavn af systemet, da finmotorik til styring af musen ikke er krævet.
Test af EyePoint har vist, at selvom systemet kun er en smule langsommere at bruge til internetsurfing i forhold til musen, så er fejlprocenten stadig væsentligt højere, hvilket betyder, at vi nok ikke ser EyePoint i handelen foreløbig. En anden mindre hindring kan være prisen på det krævede hardware, der koster mellem 30.000 og 240.000 kr. Det kan man alligevel få en del computermus for. Til gengæld viste testen også, at det var mere naturligt at bruge øje-navigation frem for en mus, og et flertal af testens deltagere foretrak faktisk systemet efter blot en times brug. Om det skyldes en reel præference for øje-navigation eller blot blæreværdien ved sci-fi teknologi, melder historien ikke noget om.
- Publikation om EyePoint fra Stanford University (pdf dokument)
- Videodemo med tysk underlægningsmusik




Siden sidst på LabConfidential