Ditte Okman jokker i spinaten og skaber massehysteri i andedammen
Vi er ofte efter de såkaldt gamle medier, når de gang på gang misforstår de sociale mediers virkemidler og eksistensberettigelse. Desværre går misforståelserne begge veje. Det har Ditte Okman måttet sande. I et temmelig blond øjeblik tog hun en hammer, og førte den lige lukt i kraniet på sig selv. Men hun er bestemt ikke den eneste. Sagen omkring hendes, mildest talt ufølsomme kommentarer til både en ansat på Christiansborg, samt journalisten Niels Brinch, har sat gang i et veritabelt jordskælv i danske medier, og ikke mindst i almindelige virksomheder.
Berlingske Medias medarbejdere fik i dagene op til påske besked på “afstå fra udtalelser, der kompromitterer Berlingske Media på sociale medier”. Talrige andre virksomheder har, i kølvandet på en lang række uheldige udtalelser på sociale medier, formuleret politikker omkring medarbejdernes udskejelser på nettet. I de fleste tilfælde ganske unødigt.
Rent opdragelsespædagogisk skal man i disse sager passe på med at trække for mange grænser. Visse børn – og medarbejdere – lader sig nemlig nemt provokere af den slags. De bliver fyldt med lysten til at presse og udfordre grænserne.
Problemet er ikke medarbejdernes ytringer på Facebook og Twitter, men derimod at virksomhederne ikke formår at skabe den korpsånd, der gør at den slags ytringer aldrig ville finde sted. Medarbejdernes loyalitet ligger hos dem selv, og ikke hos firmaet. Hvis firmaet eller mediet, ønsker loyalitet må de, på linje med alle andre, gøre sig fortjent til dette.
Hvis nu Lars Løkke og Lisbeth Knudsen sørgede for ordentlig kaffe og en lind strøm af basser, kunne det jo være, at deres medarbejdere ville bruge tiden på at drikke den kaffe og æde sig tykke i kage, i stedet for at sværte firmaets/partiets/regeringens gode(?) navn og rygte på nettet. I hvert fald vidner det om en virksomhed, hvor medarbejdernes tilhørsforhold virker uafklarede, hvis de ligefrem spreder kompromitterende oplysninger. Om det så er på nettet eller i en konkurrerende avis, er for så vidt ligegyldigt.
En politik omkring medarbejdernes udtalelser på sociale medier grænser til censur. Det er ikke nødvendigvis en dårlig idé, at have en, men det burde være unødvendigt.
Som ofte før er der dog et ganske tungt element af overdramatisering i denne sag. Okmans udtalelser er ganske vist usmagelige, men at forlange statsministerens afstandtagen er alligevel langt ude. Statsministeren har lige så meget med Okmans private udtalelser at gøre, som Mærsk McKinney-Møller har med at en tilfældig skibsofficer råber ukvemsord efter en filippinsk havnearbejder. Det er dårlig stil, og chefen bør bestemt tage stilling til sagen. Men en offentlig undskyldning? Er der ikke efterhånden gået inflation i dem?
Når man alligevel føler sig presset til at komme med undskyldningen, skyldes det ikke dårlig samvittighed, men handlingslammelse. I dette tilfælde fordi medierne i kraft af deres magt ikke slipper historien, selvom der dybest set ikke er noget at komme efter. Det er nemlig ikke bare en historie. Det er en skandale. Og skandaler – de sælger aviser! Statsministeren er derfor nødt til at bruge tid på sagen, før han igen kan vende tilbage til sit job. Et job, som mange nok ville mene var vigtigere, end en enkelt person med dårlig dømmekraft.
Netop her viser de “gamle” medier deres største svaghedstegn. Sensationssulten er så stor, at man alt for ofte går efter manden i stedet for bolden. Behovet for at sælge aviser og skabe store seertal overskygger den reelle nyhedsdækning, og fortrænger den gode historie.
Derfor er gamle medier bange for de nye, sociale medier. Bloggere, twittere og facebookere har nemlig ikke nogle seer- eller oplagstal at tage hensyn til. Det eneste de gør, er at formidle en historie som de ser den. Sociale medier udmærker sig ved, at give plads til alle. Nichestof kan spredes over hele verden ved et tryk på en knap. Da den samlede mængde af aktive på sociale medier langt overstiger det samlede antal af journalister i landet, er det derfor ikke svært at forstå hvorfor medierne føler sig pressede.
Udviklingen fører noget godt med sig, selvom det sker på bekostning af de hæderkronede medier. I takt med at borgerjournalistikken haler ind på, og måske på et tidspunkt overhaler den traditionelle journalistik, flytter magten sig nemlig. De gamle medier er ved at udspille deres rolle som den fjerde statsmagt. I stedet står borgerne klar til at overtage depechen. Umiddelbart lyder det meget sundt at borgerne, og ikke sensationspressen har indflydelse på demokratiet.
Det havde måske været relevant at bemærke:
a) at store internationale virksomheder naturligvis har “Facebook-politikker”. Personsager tages internt, og det er vel meget naturligt.
b) ang. borgere og den 4. statsmagt: Undersøgelser viser at de nye medier henviser til de klassiske mediers grundige journalistiske arbejde. Borgeren som en statsmagt der afdækker Watergate? Næppe.
c) gamle medier der skaber sensationer? Tjo, men undersøg evt. hvor ofte Hilton nævnes i twitter-beskeder. Det er ikke rocket-science, der altid diskuteres.
Det er jo netop derfor det er herligt at have blogformatet, der giver mulighed for, at læserne kommenterer på indlæg og artikler.
a) Jeg betragter Berlingske som en stor virksomhed (en af landets største medievirksomheder), og de fik først en social media politik i sidste uge, så der kunne jo være noget om snakken. Men ja, du har da ret i, at firmaer som Coca Cola eksempelvis har haft den slags længe.
I øvrigt argumenterer jeg også for, at den slags sager tages internt.
b) Det er meget muligt, men der er klare tal – og du kan jo spørge Lisbeth Knudsen – der viser, at stort set alle mediers oplagstal er for nedadgående. Jeg afviser ikke, at der er god journalistik derude, og at den sætter gang i mange ting. Men det er ikke den, der sælger aviserne.
I øvrigt har nettet, og især et site som wikileaks.org, gjort det muligt for almindelige borgere med samvittighed, at afdække vor tids watergatesager, så jeg synes egentlig argumentet holder.
c) Jeg har vist heller ikke nævnt raketvidenskab. Men det ville da klæde betalingsmedierne at gøre det.
Venlig hilsen
Thomas
Private udtalelser?
Når en medarbejder, der er “venner” med professionelle relationer på Facebook – og det er vel et af problemerne i denne sag, udbasunerer sine private holdninger på et sådant medie, hvad forventer de sig så?
Kernen er jo netop, at Facebook ikke længere bare er et socialt netværk til at snakke (typisk ligegyldigt) med gamle venner og skolekammerater. Facebook er derimod blevet et markedsføringsredskab eller i denne sag et politisk kommunikationsværktøj og så er det ikke længere privat. I modsat fald bør man jo så have to profiler.
Vi kan være enige om, at sagen er minimal interessant, men alligevel giver den os et spændende indblik i den måde, hvorpå sådanne netværk netop bruges til at sige ting om andre og briinge emner til torvs, som man så håber kan påvirke den politiske dagsorden og ikke mindst mediernes behandling af bestemte personer. Vi får med ander ord et indblik i (måske den rigtig grimme side) af “kommunikationsmedarbejdernes” arbejde.
Så jo, et sted er denne sag yderst interessant.
og god weekend
Peter