Rullende musikrobot følger med dig rundt i hjemmet

Miuro er navnet på din nye musikalske følgesvend, som troligt følger med dig rundt i hjemmet og spiller musik der, hvor du befinder dig. Fjernbetjent eller autonomt ruller den rundt i huset og spiller musik fra den tilkoblede iPod eller via det trådløse netværk.
Desuden kan Miuro også give den gas på dansegulvet med lys og frække ‘moves’, hvornår man så end har brug for et dansende musikanlæg.
Lignende en lettere overvægtig TIE fighter (fra Star Wars) finder Miuro vej via det indbyggede kamera og sensorer. Faktisk tegner den et kort over rummene på sin vej gennem huset og kan således finde frem til et forudprogrammeret sted (fx stuen), når den bliver bedt om det. Tilmed kan den også finde den placering i rummet, hvor lydgengivelsen er bedst.
Under låget kan en iPod tilsluttes, og man vælger herefter numre med fjernbetjeningen. Miuro kan dog også tilslutte sig det trådløse netværk og streame musik fra computeren eller fra netradio.
Robotten kan angiveligt også styres med en mobiltelefon, men hvordan det i praksis lader sig gøre, har vi ikke lige kunnet gennemskue (det japanske er lidt rustent).
For selvfølgelig er Miuro fra Japan – der var vel ikke nogen, som var i tvivl? Næsten på trapperne kommer Miuro til at koste lige knap 5000 kr. plus en ekstra tusse, hvis den skal kunne finde rundt på egen hånd.
Ikke helt billigt for at få musikken til at følge med dig, men stadig billigere end et Beolink system. Hvad der så er mest smagfuldt, skal vi ikke vurdere, men man får nok aldrig et dansende B&O system…
- Miuro produktside (japansk)



Siden sidst på LabConfidential