Blogging er bestemt ikke dødt
Det flyder med dommedagsprofetier i det helt specielle univers, som nok bedst kan betegnes som tech-verdenen. Senest har Acers topchef, Stan Shih, bebudet flere pc-producenters snarlige fald. Tidligere har bloggosfæren også måttet ligge øre til rygter om den visse død. Visse blogs viser dog, at det langt fra er sagen.
Sidneylise.com drives af Anne Sofie og Isabel. Emnerne er tøj, tilbehør og stort set alt anden moderelateret. Du kender måske ikke siden, eller for den sags skyld netbutikken Fashionministeriet, der nu har valgt at lukke på baggrund af de to modebloggeres omtale.
Sagens kerne er den, at Fashionministeriet tilsyneladende solgte de samme varer som et engelsk site, bare flere hundrede procent dyrere. Konfronteret med den kendsgerning valgte sitets ejer, Marcus Pedersen, der driver firmaet Mediawork, at forholde sig tavs.
Tavsheden blev dog brudt i denne uge. Om end udelukkende af en tekst på Fashionministeriets hjemmeside, der nu tilsyneladende er lukket. Tilbage står der kun ønsket om et super 2010 til os alle. Og tak for det.
Men hvad går der galt for en “virksomhed”, der bukker under for den slags pres? Det bør bemærkes, at modebloggen først bragte deres historie lørdag den 23. januar 2010. Der er altså gået mindre end fire dage fra lortet ramte møllen, til en driftig forretningsmand har kastet håndklædet i ringen.
Om ikke andet tyder reaktionen på, at forretningen ikke har været helt fin i kanten. Ligeledes er det et klart signal om, at sociale medier skal tages seriøst. I visse brancher kan negativ omtale i de sociale medier, åbenbart ødelægge et helt forretningsgrundlag. Borgerjournalistikken lever, og med de traditionelle mediers nedsynken i kendissølet skal man nok være glad for det.
Tak til @brianbrandt for at henlede vores opmærksomhed på sagen



Ja, det er jo ikke mange måneder siden, at den afgående formand for Foreningen af Danmarks Internetmedier, Jon Lund, kunne fortælle, at bloggen og blogging snart ville dø.
Tegn i sol og måne pegede ganske rigtigt på det; og vi så og ser også et darwinistisk udskillelsesløb, både blandt medier, mediekanaler og mediebrugerne. Folk bevæger sig fra blogging til hurtige statusopdateringer, a la Twitter & Facebook, og det er måske meget godt, at ikke alle blogger. Hvad angår det kritiske, transformerende potentiale, så handler det nok ikke så meget om, om det er en blog eller ej. Det handler om, hvorvidt folk kan skrive — skrive godt, opsøgende og præcist. Og rette det argumentative skyts i en fornuftig retning.
Fashionministeriet var vel bare en lille spøjs forretning, der forsøgte at lave en skilling eller to på over-priced produkter. Den slags er verden jo fuld af. Men det er da rart at se, at der ikke skal mere til for at lukke den slags foretagender ned.
De traditionelle, industrielle medier var jo også temmelig glade for IT Factory, indtil skeletterne raslede ud. De kritiske røster fandtes blandt vækstlaget — ikoniseret i Dorte Toft.
Godt arbejde, Sidneylise.com!
Transparens er det, vi i den vestlige verden er vilde med. Og det kan de sociale medier gi’ os — på godt og ondt.
Alt godt,
Kasper Bergholt
For dem, der vil mere i dybden, så kører, der en spændende tråd på Amino, som er et forum for iværksættere — der går bølgerne virkeligt højt pt.:
http://www.amino.dk/forums/t/79846.aspx
Hej Kasper, og tak for linket til Amino!
Det er jo en spændende debat, men jeg synes nogle af Amino-brugerne skyder forbi målet.
I hvert fald kan jeg kun være enig med brugeren, der skriver, at hvis der ikke skal mere til at lukke virksomheden, så var det nok bare et spørgsmål om tid i forvejen.
//Thomas
Jeg er på linje med dig. Der går lidt selvsving i den i begyndelsen.
Men jeg synes alligevel, der var et par interessante perspektiveringer — fx fandt jeg diskussionen af, hvor grænsen mellem godt købmandsskab og snyd går, interessant. Iransk caviar… Luksus-cremer…
Lige så grænsen mellem transparens, værdidomme og deciderede injurier.
En go’ sag for blogosfæren — og firmaerne, som jeg ser det. Der er meget, man bli’r nødt til at forholde sig til i begge lejre.
Alt godt,
Kasper, som er spændt på at se, om nogen af de industrielle medier ta’r sagen op…
Det er helt sikkert en meget relevant diskussion set fra et web- og mediefagligt perspektiv, f.eks. i forhold til om bloggere har det samme ansvar som de etablerede medier.
I forhold til den specifikke diskussion på amino.dk, så skal brugergruppen derinde nok også lige holdes in mente; der er måske nogle af dem, som føler sig ramt by proxy, fordi de i højere grad kan identificere sig med personen bag den webshop, der er blevet lukket, end vi ikke-erhvervsdrivende kan.
Disse personer kan måske endda også mobilisere noget sympati for den der “går-den-så-går-den”-mentalitet, som næsten MÅ have været til stede, når en webshop finder på at tage en ti-dobbelt pris for den præcis samme vare, i forhold til hvad den koster i en af de største modewebshops i Europa.
Men det er ret interessant at se argumenterne fra den anden lejr.
@Kaspe Aae –
Gode argumenter og perspektiveringer, synes jeg. Men alt i alt en spændende case.
Go’ søndag!
Og så gik der lige en 14 dages tid, og så fik de industrielle medier også samlet historien op, læs mere her:
http://kasperbergholt.blogspot.com/2010/02/fashioniministeriet-svarer-igen-med-seo.html
Og her:
http://kasperbergholt.blogspot.com/2010/02/virale-loops-mode-dominojournalistik.html
Go’ torsdag til alle!
Kasper
Jeg har faktisk været en af kunderne hos Fashionministeriet og var udsat for, at de prøvede at løbe om hjørner med mig og deres andre kunder ved at lyve om returret. Nu kender jeg mine rettigheder og var ikke bange for at true dem med henvisninger til Købeloven og tidligere afgjorte tvister hos forbrugerombudsmanden, hvorfor de gav efter og gav mig mine penge tilbage. Der er altså ikke kun tale om dårlig stil, når det kommer til Fashionministeriet om også direkte lovbrud, så det glæder mig, at de nu har valgt at lukke, og jeg håber da, at bagmanden tænker sig lidt om, før han næste gang forsøger at løbe om hjørner med den mest forbrugsbevidste generation til dato.