Computersoftware fortæller dig, hvor køn du er

Skønhed kommer indefra, og det er det indre og ikke det ydre, der tæller. Lad os slå det fast med det samme! Men med de gennemtærskede klichæer af vejen, så vil alle jo gerne bekræftes (indrøm det bare) og have at vide, at man er smuk – også gerne af andre end ens forældre.
Et stykke software fortæller dig nu frygtløst, hvor køn du egentligt er, og giver dig endda en karakter fra 1 til 10. Vent med at læse videre indtil ekkoet af “smagsdommeri af værste skuffe” har lagt sig…
Det er to forskere fra University of Technology Sydney, som vil sende kvinders udseende til eksamen. På baggrund af et panels vurderinger af over 200 kvinder heriblandt modeller og skuespillere, har man regnet sig frem til, hvordan et smukt ansigt ser ud. Altså hvordan fx øjne, næse og mund skal være proportioneret i forhold til hinanden.
Når programmet så fodres med et portrætbillede, bliver billedet analyseret og målt i forhold til det beregnede skønhedsideal. Afhængig af hvor langt fra idealet man er, gives herefter en karakter fra 1 til 10 med 1 som det laveste.
Formålet med programmet er vist ikke kun at sende alverdens kvinder ud i nye personlige selvtillidskriser. Det er iflg. forskerne især anvendeligt i forbindelse med skønhedsoperationer, hvor man vil få et uvildigt værktøj til at vejlede omfanget eller effekten af en operation.
Der ligger dog et kommercielt gennembrud og lurer i underholdningsbranchen, for hvilken kvinde kunne ikke tænke sig en gang for alle at få slået fast, hvor smuk hun egentligt er. Fristelsen vil nok være for stor for de fleste.
Softwaren kan indtil videre kun vurdere kvindelige ansigter, men kan udvides til også at omfatte mænd. Hvorfor kvinder er valgt som udgangspunkt skal stå fuldstændigt hen i det uvisse, men en udvidelse, der samtidig kan vurdere en bagdels udseende i et par bukser, vil blive hilst velkommen.




Siden sidst på LabConfidential