3 Wii-ombygninger, der vil give dig uendelig med streetcred, rigdom og damer
DIY står for Do It Yourself og dækker over ofte over, når teknologinørder tager et standardprodukt og hacker og modificerer det til ukendelighed. Der findes ikke det, som ikke kan DIY’es, men de modifikationer, som Johnny Chung Lee har lavet med en Nintendo Wii, er så imponerende, at de fortjener lidt spalteplads.
Den gode Johnny er ph.d studerende ved Carnegie Mellon University og har blandt andet bygget et multitouch display i Minority Report stil, et whiteboard og en 3D-skærm af en Wii. Det bemærkelsesværdige er, at det ikke engang ser ret vanskeligt ud at lave, idet hele udgangspunktet er Wiimoten, som ikke engang skal skilles ad.
Johnny Chung Lee udnytter, at Wiimoten indeholder et infrarødt kamera og en bluetooth forbindelse, som kan kobles til en computer. Ved at bevæge et infrarødt lys foran Wiimoten – fx på fingrene eller i en pen, kan lyset positioneres, og så er der ikke langt til et multitouch display – som man i øvrigt slet ikke behøver at røre for at interagere med.
For at lave et 3D-display kræves der, at ens hoved kan positioneres, hvilket sker ved, at det infrarøde lys sættes fast til et par briller. Herefter kan computeren beregne i hvilken vinkel, du står i forhold til skærmen og således ændre billedet, så du får fornemmelsen af, at bevæge dig omkring objekterne i billedet.
Alt software, du skal bruge, ligger til gratis download på hans website sammen med instruktioner, og det eneste hardware du tilsyneladende skal bruge er infrarøde LED-lamper.
Tjek videoerne, som er nemme at forstå, og hvor især 3D-skærmen imponerer voldsomt! Send video ind, hvis du forsøger dig med noget af det viste – eller hvis du bare har lavet et andet fedt DIY-projekt!
- Johnny Chung Lee Wii Projects (tak til Rasmus for tippet)






Vi har i øvrigt på kontoret strikket head-tracking displayet sammen, som man kan læse her:
http://www.innovationlab.net/da/node/1473