Berøringsfølsomme skærme som open source
Multi-touch skærme var for få år siden crazy science-fiction, men med introduktionen af iPhonen er det nu pludselig blevet hvermandseje. Dog er skærme i større format stadig en bekostelig affære, hvis man tænker på alternativer som Microsoft Surface eller iBar, som nogen måske oplevede til NEXT. Men ikke mere. For nu vi er ved open source, så kan man snart hente en gør-det-selv anvisning til, hvordan man for beskedne midler selv kan bygge en berøringsfølsom skærm. Det er Flemming Leth for let øvede…
Open source er hovedsageligt et softwarefænomen, og hvis man ser bort fra den omdiskuterede “The Terrorist’s Handbook”, som enhver sund teenager havde en kopi af i halvfemserne, så er der ikke mange kendte eksempler på open source hardware. Men Andie Wagenknecht og Stefan Hechenberger fra det New York-baserede teknologicenter Eyebeam vil det anderledes.
De har konstrueret en multitouch skærm i form af en kubisk kasse ved navn Cubit og planlægger at gøre alle tegninger og software frit tilgængeligt. Formålet er at vise, at alle kan lave en touchscreen for forholdsvis begrænsede midler. De anslår, at Cubit kan bygges for omkring 2500-5000 kr., hvilket er væsentligt mindre end de 50.000 kr., det anslås, at MS Surface vil koste, når eller hvis det engang kommer i handelen.
De væsentligste ingredienser til Cubit er en delvis transparent/mat overflade, en projektor, infrarødt lys, et webkamera med infrarødt filter (og en computer). I stil med Surface fungerer Cubit ved, at projektoren og det infrarøde lys lyser op på overfladen indefra kassen. Når man berører skærmen brydes reflektionen af det infrarøde lys, hvilket opfanges af kameraet. Det hele er koblet til computeren, som har særlig software installeret.
Er det for stor en mundfuld at starte helt fra bunden, tilbydes dog også et færdigt starter-kit, hvor kun kamera og projektor er udeladt, hvilket samtidig afslører forretningsmodellen.
Per dags dato er hverken tegninger eller software endnu tilgængeligt, men det loves oppe i løbet af et par uger. Indtil da må ivrige hobbyingeniører væbne sig med tålmodighed. Skulle nogen have mod til at bygge Cubit, vil vi meget gerne høre (og se) fra jer!
Se flere billeder af Cubit efter klippet.


![]()




[...] 4. Lav din egen multi-touch screen Det er ikke meget vi beskæftiger os med gør-det-selv arbejde i LabConfidential, men når der pludselig åbenbarer sig en mulighed for, at alle kan få en multi-touch screen, er vi nødt til at bringe det videre. Cubit er en open source multi-touch teknologi. Det vil sige at det står enhver frit for at lave den, og ikke mindst ændre på den. [...]