Sådan omdanner man CO2 til brændstof vha. solenergi

Det lyder næsten for god til at være sandt. Ved hjælp af solens stråler kan man gennem en kemisk proces omdanne kuldioxid til brændstof eller andre nyttige produkter. Således går CO2 fra at være et problematisk spildprodukt, der skyld i den globale opvarmning til at være et værdifuldt råstof.
Det er forskere ved University of California, der har udviklet en prototype, som kan gå hen og bidrage væsentligt til reduceringen af det globale CO2-udslip. For alle, der sidst havde kemi i folkeskolen, følger her den stærkt forenklede forklaring – den langhårede version kan læses via linket.
Processen går ud på at spalte kuldioxid til kulilte og ilt via en særlig udviklet katalysator. Kulilte, som man bedst kender som en giftig gasart, der udvikles ved forbrænding uden tilstrækkelig ilt, er faktisk et nyttigt råstof, man bl.a. bruger til fremstilling af vaskemiddel og plastik. Det kan dog også bruges til fremstilling af brændstof ved at gennemgå endnu en kemisk proces, hvor kulilten kombineres med brint – den såkaldte Fischer-Tropsch proces.
Det interessante ved forskningen er, at spaltningen af kuldioxid til kulilte og ilt kan drives ved hjælp af solenergi. På den måde bruger man ikke ressourcer til energi, der i sidste ende afgiver mere CO2 til atmosfæren end processen optager, for så er man jo lige vidt.
Bruges kulilten til fremstilling af syntetisk brændstof, vil det være næsten helt CO2-neutralt. Den udledte CO2, der fremkommer ved forbrænding, udligner nemlig forbruget af gassen, som blev brugt til fremstilling af brændstoffet. Bruges den i andre sammenhænge, vil det reducere det samlede udslip af kuldioxid i atmosfæren og vil samtidigt være et meget billigt råstof. Mange virksomheder vil jo ligefrem gladelig betale penge for at slippe af med deres kuldioxid.
Det er lidt ironisk, at den kuldioxid, som alverdens biler udleder tonsvis af hver eneste dag, kan gå hen og blive fremtidens brændstof til selv samme biler. Der går dog adskillige år inden prototypen er produktionsklar, så om det er løsningen på den globale opvarmning er endnu for tidligt at spå om.



Siden sidst på LabConfidential