Ny maskine giver Segway bagben

Da Segway kom frem var den temmelig unik og banebrydende. Siden dengang er selvbalancerende enheder blevet meget mere almindelige. Derfor skal der også noget ganske specielt til at få folk til at løfte øjenbrynene. Og speciel, det kan man nok godt kalde Cajun Crawler – en slags kravlende Segway.
Tænk på Star Wars, hvor de største krigsmaskiner har ben i stedet for hjul eller larvefødder (bælter, som det hedder i fagsproget). Det synes i hvert fald at være tanken bag designet. Projektet er udtænkt og gennemført af studerende fra University of Louisiana.
Cajun Crawler ligner en Segway, og opfører sig – næsten – som en. Den har i alt seks par ben, der gør den i stand til at gå og løbe, samt vende på en 50-øre. Hastigheden er ikke imponerende, men med tanke på benenes længde er den slet ikke tosset. Projektet er under alle omstændigheder ret spændende. Der er nemlig stort potentiale i at sætte ben på transportmidler. Ben tillader eksempelvis, at man kan bevæge sig på trapper, og i ellers uvejsomt terræn.
Man skal dog nok ikke forvente at skifte hjulene på Toyota’en ud med ben lige foreløbig. Cajun Crawler kommer ikke umiddelbart i produktion, men der ingen grund til at være ulykkelig af den grund. Der går ikke mange år før gående robotter, exoskeletter og andre benede hjælpemidler bliver hverdag.
I virkeligheden hævder de studerende, at det er den hollandske kunstner Theo Jansens værker, der har inspireret dem. I så fald har den gode Theo fundet inspiration et andet sted (og vi har en anelse om hvor – hint: se forrige afsnit). Theo Jansen har lavet nogle utroligt avancerede gang-maskiner. Selv kalder han det for kinetiske skulpturer, og de er, ligesom Cajun Crawler, temmelig vilde.
Se video med Cajun Crawler og Theo Jansen efter klippet.





Siden sidst på LabConfidential