Skal civile til at beskytte sig mod hinanden?
Det er efterhånden ved at nærme sig undtagelsen end reglen, hvis en uge i dagens Danmark ikke byder på et nyt dramatisk knivoverfald. Der stikkes på livet løs, og måske skal man til at overveje, hvad man selv kan gøre for at beskytte sig imod denne meget uheldige tendens. Fx iklæde sig en knivsikker t-shirt inden man går ud af døren?
I Japan er knive også det foretrukne overfaldsvåben, og det har fået et firma under Nihon University i Osaka til at udvikle en snitresistent t-shirt i et særligt letvægtsmateriale. Eksisterende kevlarveste har nemlig den hage, at de er store og ufikse og sender nogle helt forkerte signaler. En tynd t-shirt kan derimod bæres usynligt under ens almindelige tøj uden at vække opsigt.
Materialet t-shirten er lavet af, minder på flere områder om Kevlar, men er et plastikmateriale kendt som “ultra high molecular weight polyethylene”. Det betyder, at det er meget let og stærkt og samtidig fleksibelt nok til at kunne bruges som hverdagsbeklædning.
Den knivsikre t-shirt kommer i handelen i Japan til juni til priser startende fra omkring 900 kr. Værd at bemærke er i øvrigt, at t-shirten ikke er stiksikker, men kun snit-resistent og kan altså ikke modstå et direkte stik på kroppen.
Mon det dog nogensinde kommer så vidt, at almindelige mennesker føler sig nødsaget til at iføre sig beskyttelsesudstyr, inden de går ud af døren? Men på den anden side så sker der en oprustning i samfundet, og det er fx ikke længere unormalt i dag, at piger går med enten peberspray eller tågehorn i håndtasken, og det ville man måske også have rystet på hovedet af for år tilbage…
- Via Daily Yomiuri Online via InventorSpot



“Værd at bemærke er i øvrigt, at t-shirten ikke er stiksikker, men kun snit-resistent og kan altså ikke modstå et direkte stik på kroppen.”
Så den beskytter reelt kun mod snitsår? Hvad skulle formålet så være med at bære den? Det er jo ikke et snitsår på kroppen man dør af…
Men med en god marketingsafdeling skal den nok sælge. Nyheden er jo allerede kommet hertil… *suk