Designfirma præsenterer grøn kildevandsflaske

At kildevand (postevand?) på plasticflasker ikke er et specielt miljøvenligt koncept, er næppe nogen hemmelighed. Flaskerne laves af produkter udvundet af olie og fragtes verden rundt med skibe og fly. På trods af det øgede fokus på miljøbyrden ser det dog ikke ud til, at salget af flaskevand vender. For at sætte fokus på problemet, og samtidig vise en mulig løsning på en del af problemet, har det internationale designfirma Brandimage fremstillet en flaske af papir.
360 Paper Bottle, som flasken hedder, er fremstillet af genbrugspapir og designet til at blive 100 procent genbrugt. Der er i det hele taget fokus på bæredygtighed, når det kommer til papirflasken. Låg og flaske er lavet ud i et, og selv den tilhørende seksstyks bæreenhed er fremstillet af materialer beregnet til genbrug.
Desværre løser papirflasken ikke transportproblemerne, men den tillader trods alt – på grund af dens lavere vægt – at transportere flere enheder uden større CO2 udslip til følge.
Skulle man nu sidde og tænke, ’det er meget godt, men kan den bruges til andet end vand?’, er svaret et klart ’ja’. 360 Paper Bottle lever op til alle væskestandarder til forbrugermarkedet, og kan altså indeholde både eddike og iste. Det åbner for, at flasken kan bruges til f.eks. motorolie, hårshampoo eller noget helt tredje.
Ingen har, indtil videre, meldt sig som leverandør af vand på papirflaske, men mon ikke det bare er et spørgsmål om tid, før vi ser de store kildevandsfirmaer ride på den grønne bølge?
Se flere billeder efter klippet







Siden sidst på LabConfidential