Engelsk bageri tweeter til kunderne når en ny portion brød er klar
De færreste bryder sig om daggamle brød og kager. Men det kan være svært at planlægge sit bagerbesøg, for det er sjældent den gode bagermand (M/K) ligefrem offentliggør en tidsplan. Det har det engelske firma Poke London gjort noget ved.
Som Jonas skrev her på bloggen under NEXT no. 6, er Twitter lige nu det hotteste internetmedie. Vi har da også tidligere beskrevet den tweetende vaskemaskine. Derfor giver det jo også nærmest sig selv, når Albion Cafæ i London annoncerer at de vil tweete når en ny omgang kager kommer frisk fra ovnen. Opfindelsen hedder Baker Tweet.
For at gøre det så simpelt som muligt at offentliggøre lækkerierne på nettet, har Poke designet en bagerisikker boks med et lille display og en simpel drejeknap. Når onsdagssneglene er færdige drejer man på knappen og trykker, hvorefter beskeden drøner ud i Twitterspheren.
Boksen er baseret på Open Source hardwareplatformen Arduino. Platformen er relativt billig, og derfor velegnet til prototyper og projekter der ikke har den store økonomiske opbakning. Boksen er forbundet til internettet via trådløst netværk.
Baker Tweet er naturligvis lige dele kundeservice og reklame. Men i en verden hvor grænserne for den slags konstant flyttes, kan det vel ikke overraske nogen. Man er heldigvis selv herre over hvem man følger på Twitter, og her er der i særdeleshed noget for den søde tand.Vi er i hvert fald sikre på at der er tre tøser derude, som klapper i deres små barbiehænder over endnu et firma, der hopper med på Twitterbølgen.
Se video efter klippet
BakerTweet from POKE on Vimeo.
Baker Tweet via SlashGear




Siden sidst på LabConfidential