Helårsdæk med ‘hemmelig’ funktion

Hvad gør James Bond når hans Aston Martin uforvarende er endt på glatis (bogstaveligt talt), og skurkene er lige i hælene? Han trykker på en hemmelig knap, og vupti så vokser der pigge ud af dækkene, og vores helt undslipper helt uventet endnu en gang.
Man skulle tro, at amerikanske Qtires er på kontrakt med den britiske efterretningstjeneste, for de har netop udviklet sådant et hemmelig-agent-dæk. Et dæk hvor pigge kan trækkes frem og tilbage som kløerne på en kat.
Under normale forhold sidder piggene skjult i dækket, men når underlaget bliver glat, kan føreren aktivere dem, hvorefter de bliver skubbet frem af trykket i dækket. Når det igen er asfalt, man kører på, lettes trykket og piggene kryber tilbage i hi.
Sådan kan man blive ved en halvtreds gange før dækket mister for meget tryk. På den måde skåner man asfalt og sig selv under normale forhold, og samtidig er man forberedt, hvis Kong Vinter skulle holde surprisefest. Selve dækket er et helårsdæk, der afløser behovet for sommer- og vinterdæk.
Det er billigere, da kun æt sæt dæk er nødvendigt. Det er sikrere – det er faktisk verdens sikreste dæk, som Qtires proklamerer med vanlig amerikansk beskedenhed. James Bond dækkene skulle være klar til det amerikanske marked næste vinter, men med den vinter vi netop har fået overstået, så er der vist mere brug for soltag og aircondition…



Siden sidst på LabConfidential