For første gang nogensinde var der digitale tjenester blandt vinderne

Hvert år kårer Dansk Design Center det bedste nye danske design, og blandt tidligere vindere kan nævnes så forskelligartede produkter som Lego Mindstorm, spildevandspumper og sågar aviskatastrofen Dagen. I går gjorde de det så igen, og for første gang var der vindere med fra det forjættede interwebs.
De to digitale vindere var markedspladsen Trendsales og backup-tjenesten ZYB. De blev begge præmieret for deres sociale aspekt og integration af Web 2.0 teknologier.
Mange kender nok Trendsales, pigernes svar på Den Blå Avis, og som community-kongerne fra Freeway ejer halvdelen af. Her handles mærkevaretøj, accessories og andre livsfornødenheder i et omfang, som kun teenagepiger kan forestille sig. Juryen bed mærke i, at de handlende i vidt omfang selv skaber konventionerne på siden, og at brugthandelen fremmer bæredygtighed, da det forlænger produkternes levetid.
Færre kender måske ZYB, som er en netbaseret backup-tjeneste til dine mobildata og kontakter. Når du kobler telefonen til ZYB synkroniseres al data mellem serveren og telefonen, så det ikke er nær så slemt at miste sin mobil. Derudover kan man netværke gennem ZYB, så hvis en af dine venner skifter nummer, opdateres det automatisk i din kontaktliste, ligesom der også er integration med Facebook og andre sociale netværk.
At IT også kan være godt design, ved alle vist, som har prøvet at flække en hjemmeside sammen, og det er kun positivt, at det nu også er gået op for den etablerede designelite.
Øvrige vindere af Den Danske Designpris 2008/09 er bl.a. sexede produkter som en øletiket, Super Best og madordningen til ældreplejen i Holstebro Kommune. Se alle vinderne her.
- Den Danske Designpris 2008/09 (tak til Torben for tippet)



Siden sidst på LabConfidential