Papiret taler til dig, når du rører det

Det trykte papir har levet en tilbagetrukket tilværelse, mens fladskærme og elektronisk papir løber med al opmærksomheden. Men nu vender det stærkt tilbage og er både trykfølsomt og kan afspille lyd. Reklamesøjler og busskure bliver snart en interaktiv oplevelse.
På det svenske Mid Sweden University har man udviklet en teknik, der kan printe tryksensorer og højttalere direkte på papiret. Således kan man, ved at trykke forskellige steder på det, få afspillet lydfiler i form af fx tale eller musik.
Det kan lade sig gøre ved at benytte en særlig type blæk, der indeholder små partikler af sølv, så det bliver strømførende.
De sensitive områder skabes ved at printe blækket i særligt fine mønstre. Når man så trykker på det, ændres strømbanerne – lidt på samme måde som en touchpad på bærebare computere virker. Højttalere laves ved at printe elektromagneter med blækket og placere dem over et hulrum. Når de herefter tilføres strøm, vibrerer de og skaber lyd.
Indtil videre er det interaktive papir delt op i tre lag. Først et ydre ‘almindeligt’ lag som en normal plakat eller tryksag. Herunder ligger det strømførende lag og nederst en tre centimeter tyk base.
Vil man udskifte plakaten, skal man blot skifte de to øverste lag. Det er dog meningen, at papiret i fremtiden skal bestå af et enkelt lag. Da det meste består af papir, er det en forholdsvis billig fremstillingsmetode – men med stor effekt!
Det interaktive papir er tiltænkt brug i markedsføring, så man får mulighed for at interagere med plakater og andet reklamemateriale. Indpakning er en anden mulighed, så produkterne kan tale til dig og fortælle om deres fortræffeligheder eller afspille reklamejingles.
Papiret kaldes i øvrigt PaperFour, da det betragtes som fjerde generation af papiret. Første generation var til fremvisning fx bøger, anden generation var til indpakning og den tredje til hygiejne.



[...] og trykte reklamer er forældede markedsføringsmidler, men ved hjælp af ny teknologi eksperimenteres der heftigt i, hvordan formatet kan geares til dagens medieforbrug. Det handler i [...]
[...] og trykte reklamer er forældede markedsføringsmidler, men ved hjælp af ny teknologi eksperimenteres der heftigt i, hvordan formatet kan geares til dagens medieforbrug. Det handler i [...]