Exoskeleton bærer byrden for dig

Husker du Sigourney Weaver i Aliens-filmen, hvor hun tramper rundt i en robotagtig gul gaffeltruck, i hvilken hun til sidst dræber dronningen? Sådan en transformeret gaffeltruck findes endnu ikke, men mindre kan også gøre det – og det er måske endda at foretrække. Et hold forskere ved MIT universitetet har udviklet en væsentlig mere fiks udgave, der måske ikke løfter mere end hvad menneskeligt muligt, men så aflaster kroppen, så den kan holde til belastningen i længere tid.
Sådanne konstruktioner man på- eller ifører sig, og som forlænger ens egen fysik kaldes exoskeleton. De findes i naturen, hvor bl.a. skaldyr har exoskeleton, mens vi mennesker omvendt er udstyret med et indre skelet – et endoskeleton. Men ved at krybe i et exoskeleton, kan vi få overmenneskelige evner, og det kan være ganske nyttigt – især for folk i brancher med hårdt fysisk arbejde.
MIT gutternes opfindelse er således rettet mod soldater, der belaster krop og ryg, når de marcherer rundt i krigshelvedet med store rygsække og andet tungt udstyr i dagevis. Deres exoskeleton vil angiveligt fjerne op til 80 procent af vægten af en 36 kg tung rygsæk. Det vil med lidt hovedregning sige, at selvsamme 36 kg tunge rygsæk kun vil belaste kroppen med ca. 7 kg – og i militære forhold er det stort set ingenting!
Konstruktionen består af en række rør, der løber langs benet op til rygsækken, og ender nede i et par støvler, således at vægten bliver overført direkte fra rygsækken til støvlerne og dermed til jorden. Der er naturligvis indbygget fjedre og støddæmpning ved ankler, knæ og hofte, så det rent faktisk også er muligt at bevæge sig med skelettet påspændt.
Problemet er imidlertid, at man endnu ikke kan bevæge sig tilstrækkeligt naturligt, så man bruger 10 procent mere ilt end normalt, når man kompenserer for den manglende bevægefrihed. Til gengæld bruger konstruktionen meget lidt strøm – kun æn watt, hvilket står i skærende kontrast til andre typer exoskeleton, der bruger op imod 3000 watt. Det gør praktisk anvendelse langt mere realistisk, idet man ikke nødvendigvis behøver at være inden for 10m rækkevidde af en generator eller lysnet.
http://web.mit.edu/newsoffice/2007/exoskeleton-0919.html



Siden sidst på LabConfidential