Magnetfølsom halskæde registrerer hvilke piller, der ryger indenbords
Nogle menneskers helbred afhænger af, at de tager deres lægeordinerede medicin i bestemte mængder og på bestemte tidspunkter. Men det kan jo glippe i et øjebliks distraktion, eller måske har man slet ikke lyst til at tage medicinen, hvilket i sidste ende er dyrt for samfundet. Men en halsbåret sensor kan registrere, hvilke piller der indtages på hvilket tidspunkt og påminde brugeren – eller andre, hvis man ikke følger sin ordinering.
Halskæden MagneTrace (eller halsbåndet som det nærmere er, men ikke lyder så tiltalende) er udviklet på Georgia Institute of Technology og fungerer ved hjælp af magnetisme. Magnetiske sensorer i halsbåndet identificerer og logger pillerne, efterhånden som de ryger ned gennem spiserøret. Dataene gemmes herefter i en trådløs enhed som en mobiltelefon eller PDA og kan sendes til læge eller familie – eller blot advare brugeren om, at man har glemt at tage sin medicin.
For at blive registreret af MagneTrace er pillerne forsynet med en mini-magnet på ca. 3 mm i diameter omsluttet af et ikke-fordøjeligt materiale. Det sikrer, at de ikke udgør en sundhedsrisiko, men ryger lige igennem systemet.
MagneTrace er desuden indrettet således, at man ikke kan snyde systemet ved blot at føre pillen tæt forbi sensorerne, idet de angiveligt kan se forskel på, om pillen passerer indeni eller udenfor spiserøret. Dermed excellerer det i forhold til lignende systemer (fx RFID registrering), som ikke holder øje med, om pillerne rent faktisk ryger indenbords.
Udover at være en praktisk hjælp til de glemsomme, kan man også øge kvaliteten af kliniske test, hvor man bedre kan kontrollere om forsøgspersonerne overholder det medicinske testprogram.
Hvis man ikke synes, det er superfikst at gå rundt med et magnetisk halsbånd hele dagen blot for at huske at tage sine daglige multivitaminer, så kan det også erstattes med en sensor på brystet. Der er dog lang vej til et markedsklart produkt, da MagneTrace endnu ikke har været afprøvet på mennesker.



Siden sidst på LabConfidential