Det værdifulde materiale er mere end smykker, barer og medaljer
Guld har i århundreder været eftertragtet af ingen anden årsag, end at det skinner og er svært at få fat på. Men grundstoffet med symbolet Au (kan du huske nummeret i det periodiske system?) kan meget mere end at glimte på din ringefinger. I små mængder kan det bl.a. rense luft og bekæmpe kræft. Det kan dog også bruges til at herske over Midgård, men det er en hel anden historie…
Det er dog meget små mængder, vi taler om. Helt ned i nanostørrelse faktisk. Ved MIT arbejder et hold således med nanorør af guld, der er ned til 40 milliardtedele af en meter lang.
Ved den størrelse kan rørene distribueres meget præcist i kroppen, således det kun er sygdomsramte celler, der angribes og ikke også raske, som det fx er tilfældet ved kemoterapi.
Nanorørene er meget følsomme overfor lys og kan således aktiveres med infrarød laser, som almindelige celler ikke reagerer imod. På den måde kan guld nanorørene brænde kræftceller væk eller transportere medicin til sygdomsramte celler.
Lys står også centralt i forskningen hos et hold ved Queensland University of Technology. Her har man opdaget, at gamle kirkevinduer malet med guldmaling renser luften for skadelige partikler, når de udsættes for sollys.
De små guldnanopartikler reagerer på lyset og skaber et elektromagnetisk felt, der ødelægger molekyler fra skadelige stoffer som fx methanol, kulilte og flygtige organiske stoffer (VOG). Biproduktet er kuldioxid – der er et velkendt problem – men som ikke er nær så farligt i sammenligning med førnævnte stoffer.
Så næste gang du skal købe forlovelsesring, så tænk på de andre – og mere samfundsnyttige – anvendelsesmuligheder det gule materiale har. Altså medmindre du smeder den ene ring til at herske over dem alle. Og svaret på quizzen er 79.
- MIT News
- Queensland University of Technology
- Video om hvordan nanopartikler kan bekæmpe sygdomme (fra Nano vidensbanken)



Var du lidt på svampe da du skrev dette indlæg ;-)… Midgård og 79…
Men ser man ikke ofte denne slags forsøg på at bekæmpe kræften? At bruge guld, det lyder ikke som den mest økonomiske løsning.. burde man måske ikke se på hvordan man pro-aktivt kan fjerne kræft.
Ingenlunde Brian. Jeg synes blot, der er alt for få out-of-context referencer til fantasylitteratur i blogverdenen, og det forsøger jeg nu at rette op på :) Og 79 er gulds atomnummer!
Guld i nanostørrelse kommer nok aldrig til at udtømme verdens guldreserver, så i det store billede, er der nok kun tale om peanuts!? Forebyggende behandling er om muligt endnu vigtigere end helbredende, men indtil kræftens gåde er løst, er det vel fint, at der er moderne behandlingsmetoder til dem, som desværre rammes af sygdommen?
Peder skriver ind: Rust er lige så godt som guld! Iron oxide nanoparticles er de partikler man i Tyskland bruger til at opvarme kræftceller med et magnetfelt så de dør.
http://www.chalcogen.infim.ro/Nedelcu12.pdf