Google vil være din ven – men ikke alle er venner med Google
Alt handler om sociale netværk for tiden, og selv hvis du har et website, som ikke umiddelbart inviterer til social netværking, så er det ikke længere noget problem. Alles bedste ven Google lancerer nemlig en netværkstjeneste, der bringer sociale netværk til hvilket som helst website – vel at mærke uden at du skal oprette 50 nye brugerprofiler.
Friend Connect, som tjenesten hedder, handler om at berige sit website med nogle af fordelene ved sociale netværk: Øget brugerinteraktion, mere trafik gennem mund-til-mund metoden – men uden at det kræver programmeringserfaring.
Samtidig skal besøgende ikke oprette en ny profil for hver ny hjemmeside, der benytter Friend Connect – et ellers stigende problem med de mange sociale netværk man efterhånden har viklet sig ind i. Derimod logger man fx ind med sin Google konto og har herefter adgang til funktionaliteten på alle sider, der anvender Friend Connect.
Det kunne fx være rating og kommentarer til artikler, oversigt over andre besøgende på det specifikke site (man kan netværke med) eller upload af brugergenereret indhold i form af billeder, video mm. Dertil kommer, at man kan invitere sine venner over fra de store rendyrkede sociale netværk som Facebook*, Orkut osv., mens man på disse netværks aktivitetsfeeds kan overføre oplysninger fra Friend Connect.
Det hele sættes op ved, at webmasteren tilmelder sit site Friend Connect og derefter går ind og vælger de sociale funktionaliteter (widgets), man vil have. En autogenereret kode skal herefter klippes ind på sitet – og det er faktisk det.
*Men selvom det er ikke-onde Google, som står bag, så er al begyndelse svær – især når det drejer sig om sociale netværk, hvor man let kommer til at træde andre over tæerne. Derfor har Facebook lukket for adgangen under påskud af, at Friend Connect bryder med de opstillede retningslinjer, men mon ikke de bare er bange for brugerflugt?
Se en – lidt lang – intro til Google Friend Connect efter klippet.
- Google Friend Connect (tak til Bjarke for tippet)
- Facebook bryder med Google



Det er en glimerende ide. Det bliver rart at slippe for bøvlet med at oprette og vedligeholde et hav af profiler
“Alles bedste ven Google”…
“ikke-onde Google”…
Er dette her bare en utilladeligt naiv og ukritisk skribent?
Eller er det “sponsored blogging”?
Foreløbig må jeg konstatere, at labconfidential er et utroværdigt medie.
Ak, hvem der bare var sponseret af Google – eller hvilken som helst anden virksomhed med bundløs pengekasse (I ringer bare).
Kommentaren var såmænd blot en reference til Googles massive udbredelse samt deres eget slogan (we’re not evil).
Hvis det fejlagtigt fremstår som om reklame, så beklager vi – og garanterer, at hvis vi laver “sponsered blogging”, så vil det være langt mere subtilt… ;)