Få det perfekte sving ved at lytte til det

Alle golfspillere kan slå æt godt slag, ligesom en blind høne også kan finde korn. Men at slå det samme gode slag igen og igen er det, der adskiller et handicap 54 fra en PGA Tour-billet. Ved hjælp af IT-teknologi (naturligvis) kan du nu træne dit sving til perfektion. Se her hvordan dit handicap snart kommer under nul.
Et godt golfsving har rytme, tempo og timing, men det kan være svært at træne disse ting, hvis man ikke har et ideal at sammenligne med. Men ved at tilføre golfsvinget lyd, kan du lytte dig frem til det gode sving, og når du først ved, hvordan det lyder, bliver det straks lettere at gentage igen og igen.
Et accelerometer indbygget i golfkøllens skaft måler svingets hastighed og sender trådløst denne information til en computer, som omdanner signalet til lyd. Computeren sender så dette lydsignal til spillerens trådløse hovedtelefoner, og det hele foregår naturligvis uden forsinkelse.
Det lyder lidt som drengekorsudgaven af et Star Wars lyssværd og jo hurtigere, du svinger køllen, jo højere bliver tonen. Test med professionelle spillere viser, at de skaber den højeste lyd i slagøjeblikket, mens knapt så trænede rammer den høje lyd enten før eller efter boldkontakten.
Konstruktionen hedder Sonic Golf og kan efter sigende anvendes med alle køller, da accelerometret er en tynd aflang ting, der kan indsættes i ethvert skaft. Det skulle især for nybegyndere give bedre kontrol over svinget og mærkbare resultater efter kun kort tids træning med systemet. Så skal handicappet ned, så skal der lyd på køllerne!



Siden sidst på LabConfidential