Rocket Racing League er underholdning for ægte drengerøve
Star Wars Episode 1 var ikke noget højdepunkt i serien, men det er svært at glemme det sindssyge podrace, som også blev til et ganske underholdende computerspil. Men kunne det ikke være sjovt med et lignende podrace herude i virkeligheden? Det synes to gale iværksættere i hvert fald, som står bag Rocket Racing League. Ræs i raketfly – man kan næsten høre Statens Luftfartsvæsen klappe i hænderne af begejstring…
Idæmændene til Rocket Racing League (RRL) er tidligere Indianapolis 500 vinder Granger Whitelaw og X-Prize bestyrelsesformand Peter H. Diamandis, som mener det er på tide at bringe racersporten op i tre dimensioner.
En Rocket Racer er et lille agilt enmandsfly baseret på et fabriksfly fra Velocity Aircraft (som ejes af RRL), men er bl.a. ombygget med en raketmotor, som æder flydende ilt og enten kerosin eller etanol. Det giver kræfter til omkring 4 min. fremdrift og 12-15 min. svæveflyvning, hvorefter raketræseren skal pitte ind.
Løbene skal foregå på en lukket ‘virtuel’ bane, der er ca. 8 km lang. Virtuel fordi det ikke uden lidt it-hjælp vil være muligt at se banen, som er markeret op med GPS. Piloten kan således se banen gennem sit head-up display som en række svævende hulahop ringe, man skal passere igennem.
Hvert fly er monteret med 5 kameraer, som leverer billeder til tilskuere og tv-seere, hvor den computergrafiske banemarkering ligeledes er medtaget. Et heat består af 4 omgange i stil med et Speedwayløb, og selvom hver racer følger sin egen bane, vil de være tæt forbundne for større intensitet.
De første testflyvninger er netop overstået, og efter planen starter serien op i 2010. Det lyder både underholdende og som et sikkerhedsmæssigt mareridt – Formel 1 bliver jo ren stilleleg i sammenligning! Ved gennemgang af de tilmeldte teams har vi dog hverken fundet en A. Skywalker eller Sebulba, hvilket både beroliger – og skuffer en smule.
Se videoer efter klippet.
Rocket Racing League Teaser




Jeg er 61 år, så det er nok noget som kun mine søner kommer til at opleve.